21/12-15 19:15

Støjberg sår tvivl om Socialdemokraternes udlændingekursStøjberg sår tvivl om Socialdemokraternes udlændingekurs

Inger Støjberg er spændt på at se, om Socialdemokraterne holder fast i den hårde kurs på lang sigt.

storybild

(Billede: Davali Philip)

Med udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) i spidsen har Venstre-regeringen de seneste måneder foretaget sig en række stramninger for at få styr på flygtningekrisen.

Foruden blå blok har også ærkerivalerne fra Socialdemokraterne været med langt hen ad vejen, og Støjberg erkender, at det gør hende skeptisk.

- De har flyttet sig voldsomt, men heldigvis i retningen af os. Det er jeg glad for. Min eneste bekymring er, hvad der sker, når Socialdemokraterne kommer i kløerne af De Radikale igen.

- Historisk er det sådan, at når Socialdemokraterne løsriver sig fra De Radikale, så kommer de mere til fornuft på udlændingeområdet.

- Men når de øjner chancen for at få en statsministerpost, og det sker traditionelt med De Radikale, så giver de køb på alt, hvad de har stået for i deres oppositionstid, siger Støjberg til Ritzau.

LÆS OGSÅ: Kommentator: Rohde melder sig ud i protest mod Støjberg

Efter folketingsvalget i juni har Socialdemokraterne rykket sig til højre i udlændingepolitikken. Så meget, at den tidligere regeringspartner fra De Radikale har kritiseret det.

På spørgsmålet om, hvorvidt Støjberg helst havde været fri for at have Socialdemokraterne med om bord, svarer hun:

- Drømmescenariet vil være, at Socialdemokraterne rent faktisk mener det, de siger, men jeg må indrømme, at jeg indimellem har mine tvivl.

- De har rykket sig meget, men jeg har før sammenlignet det med par, der bliver skilt. Så skal de løbe hornene af sig, og det er lidt det, Socialdemokraterne gør lige nu.

- De løber hornene af sig på udlændingepolitikken, men jeg tvivler på, om de holder fast i det. Så snart De Radikale flirter med Socialdemokraterne igen, plejer Socialdemokraterne at vende tilbage.

Spørgsmål: Så hvis Socialdemokraterne generobrer magten, er det din forventning, at de ruller stramningerne tilbage?

- Vi gennemfører vores stramninger, fordi Socialdemokraterne sammen med De Radikale lempede på udlændingepolitikken i en så voldsomt grad, at vi er blevet nødt til at tage hårdt fat.

- Jeg indrømmer, at det er nogle meget hårde stramninger, vi gennemfører, og vi strammer gevaldigt på skruen, hvilket kan virke meget barskt. Men jeg mener, at det er nødvendigt for at få ryddet op, siger Støjberg.

LÆS OGSÅ: Støjberg affejer kritik: Rimeligt at tage smykker og penge

LÆS OGSÅ: Professor: Støjbergs svar til ombudsmanden er uhørt

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress