Af Ritzau - 24/11-16 16:51; Opdateret: 24/11-16 17:03

Jurist: Domstole holder igen med at straffe pressefolkJurist: Domstole holder igen med at straffe pressefolk

Det er yderst sjældent, at en redaktionel medarbejder bliver idømt fængselsstraf, siger mediejurist.

storybild

Tidligere Chefredaktør på Se og Hør Henrik Qvortrup efter dommen i Retten i Glostrup 24. november 2016. Henrik Qvortrup fik et år og tre måneders fængsel, hvoraf de 12 måneder blev gjort betinget under forudsætning af, at Qvortrup udfører 200 timers samfundstjeneste. (Billede: Scanpix/Liselotte Sabroe)

Med en række betingede og ubetingede fængselsstraffe har Retten i Glostrup sat et foreløbigt punktum i den såkaldte Se og Hør-sag.

Den strengeste straf på halvandet års fængsel tilfalder den såkaldte tys-tys-kilde, mens tidligere chefredaktør Henrik Qvortrup får et år og tre måneders fængsel.

Tre af månederne skal afsones, mens den resterende tid gøres betinget mod vilkår om samfundstjeneste.

Selv om det ikke er overraskende, at retten har anset de anklagede for skyldige, er dommen mod Henrik Qvortrup alligevel opsigtsvækkende, siger Vibeke Borberg, der er forskningschef i medieret ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

- Det er overraskende, at en redaktør skal i fængsel. Han har fået en ret hård fængselsstraf, og det er ikke hverdagskost i Danmark, at redaktionelle medarbejdere skal i fængsel, siger hun.

- Det skyldes på den ene side, at vi ikke har set sager af den her karakter tidligere. Samtidig er der tilbageholdenhed med at straffe medlemmer af pressekorpset, fordi medierne skal have ret frie arbejdsrammer.

Man skal helt tilbage til 1970'erne for at finde et eksempel på en journalist eller redaktør, der blev straffet med ubetinget fængsel for en redaktionel disposition.

De to menige journalister Kasper Kopping og Ken B. Rasmussen er blevet idømt den mildeste straf. De har fået betinget fængsel i fire måneder.

Tidligere chefredaktør Kim Henningsen straffes med et års betinget fængsel, mens konstitueret chefredaktør i perioden mellem Qvortrup og Henningsen, Per Ingdal, frifindes.

Se og Hør-sagen begyndte at rulle, da det i 2014 kom frem, at Se og Hør via en kilde hos Nets havde haft adgang til en række kendtes og kongeliges kreditkortoplysninger.

- Medierne har ret vide rammer for, hvad de kan gøre researchmæssigt, når historierne har samfundsmæssig interesse. Det har de historier på Se og Hør ikke haft, siger Vibeke Borberg.

- Det er der sådan set ikke noget nyt i. Men dommen kan få den betydning, at medierne har fået en anden opmærksomhed på, hvornår det er berettiget at bruge mere vidtgående metoder.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress