Af Ritzau - 30/09-16 11:13; Opdateret: 30/09-16 13:36

Bagmand i pædofilt netværk får fængsel i syv årBagmand i pædofilt netværk får fængsel i syv år

Vestre Landsret skærper straffen, men afviser anklagers krav om forvaring til Torben Kjærhus Larsen.

storybild

Vestre Landsret i Viborg har fredag sat punktum i en af de hidtil største sager om pædofile netværk. (Billede: Free/Free / Jan Bjerre Lauridsen, Ritzau)

Vestre Landsret idømmer fredag en 49-årig mand fra Randers syv års fængsel i en omfattende pædofilisag.

Det er en skærpelse i forhold til den dom, som Retten i Randers i foråret afsagde om fængsel i seks år.

Anklagemyndigheden er ikke kommet igennem med sit krav om forvaring, som er indespærring på ubestemt tid.

Årsagen er blandt andet, at han ikke er tidligere straffet for seksualforbrydelser.

Desuden lægger landsretten vægt på, at de alvorligste forbrydelser ikke er foretaget af ham selv, men af andre efter den 49-åriges tilskyndelse.

- Efter en samlet vurdering finder vi, at der ikke er fuldt tilstrækkelig grundlag til at idømme forvaring, lyder det i dommen.

Torben Kjærhus Larsen har blandt andet haft en nøglerolle i to internationale pædofile netværk, hvor han var administrator.

På de to websider "Hoarders Hell" og "The Love Zone" delte deltagerne børnepornografi.

På grund af sin afgørende rolle er Larsen skyldig i at have medvirket til, at flere personer har begået overgreb på adskillige børn under 12 år rundt om i verden, fastslår landsretten.

Derimod frifindes han ligesom i byretten for tiltalen om, at han forsøgte at købe et spædbarn på et rumænsk børnehjem med henblik på seksuelt misbrug.

Anklager Dorte Sørensen siger, at hun er tilfreds med, at straffen er skærpet fra seks til syv års fængsel.

- Man har vurderet alvoren og grovheden af denne sag på en sådan måde, at man har skærpet straffen, og det er jeg tilfreds med, siger Dorte Sørensen.

Hun tager til efterretning, at den tiltalte blev frifundet for forsøg på køb af en rumænsk baby.

- Jeg må konstatere, at det nu er prøvet ved to instanser, og at man her ikke har fundet, at der var tilstrækkeligt grundlag for at dømme for Rumænien-forholdet, siger Dorte Sørensen.

Det var Europol, der oprindeligt gav dansk politi tip om den 49-årige mand i Randers.

Det skete, efter at amerikanske FBI havde adviseret Europol om en række europæiske bagmænd bag pædofile netværk på internettet.

Det har siden ført til anholdelser og domfældelser i både Europa, Australien og USA.

En australsk mand er eksempelvis blevet idømt 35 års fængsel, og en amerikansk mand står til 45 års fængsel.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress