Af - 07/09-16 04:00; Opdateret: 14/09-16 09:33

Forældre: Frikirke dækkede over sexkrænkelserForældre: Frikirke dækkede over sexkrænkelser

Flere forældre anklager nu frikirken Evangelist for at have dækket over krænkelser af deres døtre.

storybild

COP103 - Arkivfoto fra Evangelists sommerfestival i juli 2009. (Billede: Scanpix/Jens Nørgaard Larsen)

Mens flere tidligere ledere og kirkegængere i frikirken Evangelist, i gårsdagens metroxpress fortalte, at Evangelist-toppen forsøgte at holde en voldtægtanmeldelse internt, fortæller flere forældre nu, at også forsøgene på krænkelser af deres døtre blev dækket over af kirke-ledelsen.

Det er første gang sagerne kommer frem i offentligheden. Metroxpress er bekendte med mindst to hændelser. Begge fra 2008 og begge skulle de være begået af samme dreng i menigheden.

LÆS OGSÅ: Menigheden der blev forført

Den ene hændelse var på en sommerlejr i Arnborg, fortæller moren til en dengang 8-årig pige.

Vores datter kom grædende tilbage efter at være ovre og hoppe på hoppeborge. Hun fortalte, at han havde lokket dem om bag hoppeborgen med slik. Her ville han se deres tissekoner, og have dem til at tage tøjet af. Hun begyndte at skrige og løb op til os, det samme gjorde den anden pige, så det nåede ikke at ske, siger moderen, der ikke ønsker sit navn frem af hensyn til sin datter.

Hun oplevede, at der blev dækket over sagen.

- Vi kontaktede lederskabet, som sagde de allerede vidste, der var problemer med drengen, og at de ville tage sig af det. De sagde, det var en fejl, at han ikke var blevet mandsopdækket. Jeg ville anmelde det, men de fik mig til ikke at gøre det. De sagde de ville gøre det, men jeg hørte aldrig noget fra myndighederne, så i dag kan jeg jo godt se, at det bare blev holdt internt.

Noget som har plaget hende lige siden.

- Jeg har haft det så dårligt over at myndighederne ikke blev involveret. Jeg skulle jo selv have anmeldt det. Jeg var naiv og troede på dem. Og i dag er jeg ærlig talt lidt rystet over, at nogen, som har kendskab til krænkere, lader dem gå, fordi forældrene er en del af kirken. Han kan jo have gjort det ved andre, siger hun og tilføjer, at drengen og hans forældre dog blev sendt hjem fra lejren.

Metroxpress har ligeledes været i kontakt med en far til en dengang fire-årig pige, som skulle være blevet forsøgt krænket af samme dreng i et af Evangelists huse i Gørløse-området i Nordsjælland i 2008.

- Det var på et værelse, hvor han tog han til side, og bad hende tage bukserne af. Så sagde hun ’nej jeg vil ej’ og så gik hun. Hun var fire år. Når man hører det som far, så bliver man selvfølgelig noget rystet, siger faren, der af hensyn til sin datter ikke ønsker sit navn frem.

Han forklarer, at kirkeledelsen sagde, de ville kontakte de relevante myndigheder.

LÆS OGSÅ: En kirkeleders bekendelser: - Ja, vi havde sex. Undskyld

- Min kone havde lyst til at gå til politiet dengang. Men vi fik af vide, at der var nogle andre tog sig af det. Men der skete ikke noget og vi hørte aldrig mere om sagen fra myndighederne derefter.

Pigen der kun var fire år gammel fortalte, at drengen ville have hende til at tage bukserne af, hvilket hun dog nægtede. Ifølge faderen gik de ikke til politiet, idet de havde fået af vide, at Evangelist-ledelsen ville tage sig af det. De hørte dog heller aldrig fra myndighederne.

Drengen, som i dag er voksen, ønsker ikke at kommentere sagerne overfor metroxpress.

Evangelists stifter og ubetingede leder, Christian Hedegaard, bekræfter at have kendt til anklagerne om sexovergreb begået af en dreng på sommerlejren i Arnborg. Han fastholder dog, at dette blev håndteret korrekt.

- Første gang jeg hørte om ham, var i forbindelse med sommerlejren, hvor han havde forsøgt at lokke en pige til at tage bukserne af. Kommunen var involveret, og han blev sendt til en institution. Det var de lokale ledere, som tog sig af det.


Metroxpress ville gerne have haft svar på, hvorfor drengen var der, hvis man vidste der var problemer af den karakter med ham. Hvad han tidligere havde gjort? Og endeligt hvorvidt Christian Hedegaard kendte til episoden i Gørløse. Men trods flere forsøg de seneste seks dage over SMS, via facebook og telefonopkald var Christian Hedegaard ved redaktionens deadline ikke vendt tilbage for en kommentar.

Både Hillerød Kommune - hvor Evangelist-husene lå - og Nordsjællands Politi oplyser, at man af hensyn til evt. tavshedspligt ikke må gå ind og undersøge og dermed be- eller afkræfte, om der skulle ligge en politianmeldelse mod den pågældende dreng.

Politiets anklagemyndighed oplyser dog, at forældre til eventuelle ofre normalt ville have hørt fra politiet, hvis dette var tilfældet.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress