Af David Andersen - 14/01-16 18:20

En mand med mange navne fængsles for millionsvindelEn mand med mange navne fængsles for millionsvindel

Manden nægter svindel til 90 millioner kroner - han er slet ikke den, som politiet hævder, siger han.

storybild

Den russiske rigmand Vladimir Nekrasov skal være blandt svindlerens ofre. (Billede: Polfoto)

I en usædvanlig sag om svindel for mere end 90 millioner kroner er en 46-årig mand torsdag i et grundlovsforhør i København blevet varetægtsfængslet i foreløbig tre uger.

Manden har i mere end et år siddet fængslet i Belgien, som for en uge siden gav grønt lys til, at han kunne udleveres til Danmark.

I grundlovsforhøret nægtede han sig skyldig og forklarede, at han slet ikke er den person, som politi og anklagemyndighed hævder, at han er.

Igennem tiden har han ifølge sin forklaring haft tre forskellige navne, men ikke navnet MM eller andre navne, som anklageren hævder. Derfor ville han heller ikke medvirke til udleveringen fra Belgien.

LÆS OGSÅ: Medie: Svindelramt advokatfirma fyrer hver tredje ansat

Offeret i sagen er den russiske rigmand Vladimir Nekrasov, der er ejer af en stor kosmetikkæde, og som er blevet kaldt kosmetikkongen.

Sagen drejer sig om en manøvre, som udspillede sig tilbage i januar 2007 i København. Et anpartsselskab disponerede over 90 millioner kroner ejet af Nekrasov, men pludselig forsvandt formuen.

Politiet hævder, at det var bedrageri, da pengene blev overført fra en konto i Sydbank til en konto i Letland og derfra blev sendt videre til en konto i Schweiz.

Efter flere års forsinkelser - og rygter om planlægning af et lejemord - blev selskabets direktør, svensk-russeren Steve Dannerholm, sidste år af Københavns Byret idømt fængsel i fire år og tre måneder for groft bedrageri.

LÆS OGSÅ: Fire direktører varetægtsfængsles for millionsvindel

Han nægter sig skyldig og har anket til Østre Landsret.

Den 46-årige mand, som nu er fængslet, er født i Ukraine og har ifølge en artikel i Jyllands-Posten for nogle år siden optrådt under hele fem forskellige navne. Talrige gange er hans selskaber gået konkurs.

I forvejen er begge mænd i en civil retssag i Østre Landsret blevet dømt til at betale Vladimir Nekrasov de 90 millioner kroner tilbage.

En del af pengene - syv millioner euro - stod på en konto i Schweiz. Disse penge er ifølge byrettens dom i straffesagen mod Dannerholm konfiskeret.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress