Af Ritzau - 25/10-16 12:56; Opdateret: 25/10-16 15:28

Anklager: Millioner fra momssvindel er gemt i DubaiAnklager: Millioner fra momssvindel er gemt i Dubai

Tre mænd fra it-branchen nægter sig skyldige i sag om snyd med moms for 41 millioner kroner.

storybild

Tre dommere og tre lægdommere skal i Østre Landsret afgøre, om tre forretningsmænd pumpede en it-forretning op ved hjælp af kriminalitet (arkivfoto). (Billede: Free/Wikimedia)

Over 40 millioner kroner blev statskassen frasvindlet af tre forretningsmænd fra it-branchen, og hele udbyttet er bragt i sikkerhed i Dubai og andre steder.

Det siger en anklager tirsdag i Østre Landsret.

Netop fordi millionerne er gemt effektivt af vejen, bør de tre mænd idømmes en hårdere straf, end da Retten på Frederiksberg behandlede sagen, lyder det.

- Det er en skærpende omstændighed, at udbyttet er bragt i ly og formentlig står og venter på de tiltalte, siger senioranklager Morten Ebbe Nielsen.

Derfor bør den ene af mændene straffes med fængsel i fem år, mens de to andre står til fire år og seks måneder, mener han. Det er et år mere end i byretten.

Anklageren nævner overførsler på i alt cirka 44 millioner kroner dels til en bank i Dubai og dels til en bank i Lichtenstein.

Transaktionerne skete ifølge Morten Ebbe Nielsen, da "jorden begyndte at brænde under dem."

Men de tiltalte mænds forsvarere undrer sig højlydt over påstanden:

- Det er ren retorik og har intet belæg i bevisførelsen, det er slet ikke undersøgt, siger advokat Kåre Pihlmann.

Tværtimod var det betaling til leverandører, der benyttede udenlandske konti, har en af de tiltalte sagt.

De tre mænd, der er i 40'erne, drev to selskaber, som solgte computere og andet udstyr.

Omsætningen voksede vildt i 2008. Forbrugerne fik nogle tilbud, som var svære at sige nej til.

- Man solgte billigere end konkurrenterne ene og alene på grund af momssnyderiet, lyder det fra senioranklageren.

Importen af varerne skete uden moms fra Sverige, men blev bogført med en forkert momskode. Dermed blev statskassen snydt for 41,6 millioner kroner i moms, påstås det.

- Uden denne motor var der ingen forretning, bemærker Morten Ebbe Nielsen tirsdag formiddag.

Trioen nægter sig skyldige. De anede ikke, at der var anført en forkert momskode. Fejlen var automatisk genereret, har de sagt.

Derimod påstår anklagemyndigheden, at der var tale om en overlagt og bevidst handling.

Den ene af mændene er også anklaget for gennem et tredje selskab at have faktureret med moms, selv om selskabet ikke var momsregistreret. På den måde gik staten glip af yderligere 5,3 millioner kroner, lyder det.

Tirsdag vides det ikke, hvornår dommen afsiges.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress