Af Ritzau - 26/09-16 11:34

Ny demensplan skal sikre flere demensvenlige boligerNy demensplan skal sikre flere demensvenlige boliger

Regeringen vil gøre flere boliger demensvenlige og sænke forbruget af antipsykotisk medicin til demente.

storybild

Sundheds- og ældreminister Sophie Løhde (V) fremlagde mandag regeringens nye handlingsplan for demensområdet frem til 2025. Der skal skabes flere aflastningstilbud i kommunerne og brugen af antipsykotisk medicin til demente skal halveres. (Billede: Scanpix/Liselotte Sabroe)

Flere demensvenlige boliger, flere med demens skal have en diagnose og forbruget af antipsykotisk medicin skal sættes markant ned.

Det er nogle af tiltagene i regeringens nye nationale handlingsplan for demensområdet, som sundheds- og ældreminister Sophie Løhde mandag fremlægger på en ældrekonference i Kolding.

- Med de initiativer, som regeringens oplæg indeholder, sætter vi ambitiøse mål på konkrete indsatser for at hjælpe mennesker med demens og deres pårørende med at få et bedre og mere værdigt liv, siger ministeren i en pressemeddelelse.

Planen sætter tre nationale mål for indsatserne på demensområdet frem til 2025. I aftalen om satspuljen for 2016-2019 er der afsat 470 millioner kroner til demensplanen.

Regeringen vil give kommunerne økonomisk støtte til at gøre flere boliger til ældre demensegnede for at gøre Danmark mere demensvenligt.

Desuden bliver der sat penge af til et forsøg med mere demensvenlig indretning af sygehuse.

- Vi kan alle hver især yde en indsats for at gøre Danmark til et demensvenligt samfund.

- Et samfund, hvor mennesker med demens og deres pårørende ikke skal føle sig isolerede på grund af tabu og uvidenhed, men bliver mødt med forståelse og åbenhed, siger Sophie Løhde i en skriftlig kommentar til Ritzau.

Desuden lægges der i planen op til at oprette en række nye aktivitetscentre, hvor demente og pårørende kan deltage i forskellige aktiviteter. Der skal også skabes flere aflastningstilbud i kommunerne, som skal komme de pårørende til gode.

Nationalt Videnscenter for Demens skønner, at op imod 80.000 mennesker i dag lever med demens. Det er dog kun omkring 35.000 mennesker over 65 år, der har en demensrelateret diagnose.

Derfor er et af målene også, at flere med demens får en diagnose, så man kan hjælpe med at mindske sygdomssymptomer.

Sundheds- og Ældreministeriet forventer, at den endelige plan bliver forhandlet på plads i efteråret.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress