Af Ritzau - 14/05-16 17:22

Folkebevægelsens EU-parlamentariker tier om ELFolkebevægelsens EU-parlamentariker tier om EL

Rina Ronja Kari, som sidder i EU-Parlamentet for Folkebevægelsen mod EU, vil ikke kommentere EL's EU-plan.

storybild

Folkebevægelsen mod EU's repræsentant i Europaparlamentet, Rina Ronja Kari, er også medlem af Enhedslisten. Hun vil ikke sige ja eller nej til, om Enhedslisten bør opstille udenom Folkebevægelsen. (Billede: Scanpix/Michael Bothager)

Selv om Rina Ronja Kari er medlem af Enhedslisten, vil hun ikke sige, om hun støtter, at Enhedslisten opstiller til EU-Parlamentet i 2019 i stedet for at opstille for Folkebevægelsen mod EU. Hun sidder i EU-Parlamentet for Folkebevægelsen.

- Det har jeg ingen kommentar til. Folkebevægelsens landssekretær, Poul Gerhard Kristensen, vil gerne komme med generelle kommentarer. Men generelt har vi besluttet, at Enhedslistens interne diskussioner blander vi os ikke i, siger Rina Ronja Kari.

Søndag afgør Enhedslistens årsmøde, om partiet skal opstille selv. 57 procent af medlemmerne siger ja ved en en nylig urafstemning, mens 35 procent er imod.

Spørgsmål: - Du er medlem af Enhedslisten. Du kunne have en mening om det?

- Landsledelsen i Folkebevægelsen har besluttet, at vi ikke blander os i interne diskussioner i Enhedslisten. Det står jeg fuldstændig loyalt bag. Så det vil jeg ikke blande mig i, siger Rina Ronja Kari.

Modstanderne af Enhedslistens opstilling frygter, at liste Ø kan lægge Folkebevægelsen i graven. Hun deler ikke frygten.

- Folkebevægelsen er stærk. Vi har fået flere medlemmer og aktive de seneste år. Jeg er ikke bekymret for Folkebevægelsen på nogen måde. Det ville være svært, efter vi har haft det største landsmøde i ti år, siger Rina Ronja Kari.

Hun hilste Enhedslisten fra Folkebevægelsen i sin tale til partiets årsmøde på Grønnemose Skole i Høje Gladsaxe. Hun fastslog, at Folkebevægelsen vil ud af EU. Den samler underskrifter for at få en afstemning ligesom Storbritannien 23. juni.

- Storbritannien har mulighed for at forlade EU, men selvfølgelig sørge for at være EU's gode nabo. Det kan de gøre gennem (handelssamarbejdet) EFTA og sikre, at de stadig kan handle med EU, siger Rina Ronja Kari.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress