Af Ritzau - 04/10-16 10:55; Opdateret: 04/10-16 11:19

S og R melder sig klar til bredt samarbejdeS og R melder sig klar til bredt samarbejde

Mette Frederiksen (S) og Morten Østergaard (R) appellerer til, at regeringen arbejder på at få en bred aftale.

storybild

Oppositionslederne Morten Østergaard (R) og Mette Frederiksen (S) håber, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) vil forhandle hen over midten. (Billede: Scanpix/Claus Bech)

Socialdemokratiets og De Radikales ledere håber på, at der bliver rakt ud til et bredt samarbejde, når statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) indtager talerstolen for at åbne Folketinget tirsdag middag.

- Jeg håber på en statsminister, der rækker hånden ud til et bredt samarbejde og dermed gør det, vi er bedst til i Danmark, nemlig at arbejde sammen.

- At løse nogle af de konkrete problemer, der er, siger partileder Mette Frederiksen (S).

- Det er klart, at jeg håber, at statsministeren har hørt efter, at der ikke er 90 mandater for at give topskattelettelser, og det kan han lige så godt tage konsekvensen af.

Formand for De Radikale, Morten Østergaard, ønsker også at samarbejde. Han mener, at årets åbning burde handle mere om vigtig politik end fnidder.

Kommentaren falder efter partileder Anders Samuelsen (LA) ifølge Børsen har udtalt, at han skulle have væltet statsministeren allerede i august.

Derefter udtalte Dansk Folkepartis næstformand, Søren Espersen, at han ville indkalde til en dronningerunde, hvis han var i statsministerens sko.

- Sådan en åbningsdag plejer at være et festfyrværkeri, men det virker, som om man har rettet romerlysene mod hinanden i regeringsblokken, siger den Radikale leder.

Han understreger, at han er meget klar, hvis regeringen vil forhandle hen over midten.

- Selv om jeg som oppositionspolitiker altid ønsker et valg, så løser det ikke nogen udfordringer i sig selv. Derfor er vi meget klar, hvis det skulle komme så vidt, at man vil forhandle nogle konkrete politiske løsninger, siger Morten Østergaard.

Selv om de to partiledere ønsker, at der kommer et bredt samarbejde, så lægger de ikke skjul på, at de sidder i oppositionen. Mette Frederiksen understreger, at hun ikke støtter regeringen:

- Vi støtter ikke Lars Løkke Rasmussen som statsminister, det har vi ikke gjort på noget tidspunkt. Det kommer vi heller ikke til. Det betyder ikke, at vi ikke kan lave en politisk aftale med den siddende statsminister, siger Mette Frederiksen.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress