Af David Andersen - 21/12-15 20:39; Opdateret: 21/12-15 21:11

Person fundet død i vejkant formentlig dræbt af flugtbilistPerson fundet død i vejkant formentlig dræbt af flugtbilist

En person er fundet død på Rømøvej nær Toftlund. Personen er angiveligt blevet dræbt af en flugtbilist.

En mand er mandag aften fundet død på Rømøvej vest for Toftlund i Sønderjylland. Syd- og Sønderjyllands Politi formoder, at han er blevet påkørt og dræbt af en flugtbilist.

- Ud fra de spor, vi har fundet derude, tyder det på, at der er sket en påkørsel. Det er blandt andet skaderne på personen, siger vagtchef Erik Lindholdt.

Politiet formoder, at manden er kommet kørende på en knallert, da ulykken skete.

- Der er fundet en knallert ved siden af ham, siger vagtchefen.

Syd- og Sønderjyllands Politi fik anmeldelsen klokken 19.11 af en forbipasserende, som havde opdaget personen ligge i vejkanten.

Manden blev erklæret død på stedet, da ambulancen nåede frem. Dog ved politiet endnu ikke, hvornår ulykken indtraf.

Politiet har fundet et hvidt sidespejl på ulykkesstedet og arbejder derfor ud fra en teori om, at flugtbilen er hvid og mangler højre sidespejl.

- Har man oplysninger i sagen, må man meget gerne ringe til os, siger Erik Lindholdt.

Politiet arbejder mandag aften på stedet for at undersøge omstændighederne omkring ulykken nærmere, ligesom der bliver arbejdet på at identificere den afdøde.

Rømøvej er spærret omkring ulykkesstedet.

Syd- og Sønderjyllands Politi kan kontaktes på telefonnummer 114.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress