Af - 09/07-15 12:31; Opdateret: 09/07-15 12:50

Derfor brugte Line kræfter på at 'afsløre' falsk Kemoland-profilDerfor brugte Line kræfter på at 'afsløre' falsk Kemoland-profil

22-årige Line Juul afslørede, at historien om den kræftramte Clara Maria var falsk. Hun har selv mistet sin far til sygdommen: - Man spøger ikke med cancer, siger hun.

Bildstrecke im Grossformat »

De seneste to døgn har 22-årige Line Juul fra Nyborg brugt på Instagram. Hun var den første til stærkt at antyde, at den populære profil @Kemoland, om pigen "Clara Maria" der natten til tirsdag tabte kampen mod kræft, var falsk.

I en uge op til "Clara Marias" sidste åndedræt fulgte hun profilens mange opdateringer, og lige som så mange andre, rørte det hende dybt.

- Jeg har grædt meget til den profil. Hun skrev virkelig smukt og positivt om at skulle dø, og om at få det bedste ud af livet, siger Line Juul til metroxpress.

LÆS OGSÅ: Fup-profil: 'Kræftsyg' kvinde inspirerede tusinder

Line Juul mistede selv sin far til kræft for otte år siden.

- Jeg bliver rigtig sur over, at man spøger med kræft. For det har ødelagt mit liv, siger hun.

"Clara Marias" sidste opdatering, var angiveligt fra hendes læge, som følelsesladet konstaterede, at hun var død, og den fik Line Juul til at undre sig.

- Så sagde jeg til min kæreste: “Det der passer ikke.” Jeg synes, det lød rimelig urealistisk, at en læge skulle skrive det, siger hun.

Så hun begyndte at se nærmere på historien. Hun søgte på nogle af de hashtags og billeder, som "Clara Maria" eller @Kemoland havde brugt og fandt mange eksempler på, at de var stjålet fra andre Instagram-profiler eller udenlandske hjemmesider. Dokumentatrionen lagde hun op på sin profil @_mortilfreya.

- Jeg lagde de første billeder med slangerne op på Instagram. Men folk troede mig ikke, og så måtte jeg jo finde flere beviser. Folk ville virkelig gerne tro på, at Kemoland fandtes, siger Line Juul til metroxpress.

Hele hendes Instagram-profil blev fyldt med beviser på, at Kemolands historie ikke kan være sand, som den fremstod på den nu lukkede profil.

Eksempelvis at “Clara Marias” andensidste statusopdatering kom kort før hun, ifølge profilen, døde.

- Tre timer inden hun døde, skrev hun en lang roman. Det kunne min far ikke - han kunne knap nok viske, at han elskede mig.

LÆS OGSÅ: Mads Langer laver hyldestsang til 'kræftdød' Clara Maria

Aalborg Universitetshospital bekræftede onsdag eftermiddag over for metroxpress, at de ikke har haft nogen kræftpatient, som passer på “Clara Marias” profil.

Men det var ikke nok for den 22-årige fynbo. Hun begyndte at undersøge, hvem der stod bag profilen, og hun mener endda, at hun har fundet ud af det.

- Jeg har brugt rigtig lang tid på det, må jeg indrømme. Bare kald mig husmor-agent, siger Line Juul, som for tiden er på barsel.

Det skabte dog en voldsom debat på Instagram, og nogle anklagede hende for at bedrive en heksejagt.

- Jeg har ikke haft onde hensigter med det. Jeg er bare harm over, at jeg har grædt over en person, og så viser det sig, at det er en stor løgn. Men det har vel været lidt en jagt, erkender hun.

Line Juul mener, hun ved, hvem der stod bag profilen. Hun har fået "afklaring," som hun siger. Men hun erkender også, at det var en fejl at offentliggøre personens navn. Og hun har nu slettet sine opdateringer på Instagram.

Hvordan kan vi vide, at det ikke er dig, der er @Kemoland?

- Det kan alle jo påstå, de ikke er. Men det er jeg ikke. Jeg er ikke særlig god til at tale om kræft, og jeg kan ikke engang holde på en løgn i et døgn, siger hun.

Metroxpress er bekendt med en række personer, som kunne stå bag profilen. Men så længe det ikke er bekræftet, offentliggør metroxpress ikke noget, som angiver identiteten og opfordrer i øvrigt nysgerrige læsere til at besinde sig.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress