Af Ritzau - 05/04-16 10:49; Opdateret: 05/04-16 11:16

Ombudsmand: Folkeskoler respekterer ikke elevrettighederOmbudsmand: Folkeskoler respekterer ikke elevrettigheder

Væsentlige retssikkerhedsgarantier for elever i folkeskolen respekteres ikke, kritiserer ombudsmanden.

storybild

Folkeskolen respekterer i nogle alvorlige sager ikke elevers og forældres rettigheder, lyder kritikken fra Folketingets Ombudsmand. (Billede: Polfoto/Joachim Adrian)

Når en elev sendes hjem fra skole i en periode eller overgår til enkeltmandsundervisning, er det en alvorlig sag, hvor eleven har en række rettigheder.

Men det glemmer skolerne ofte, lyder kritikken fra Folketingets Ombudsmand, Jørgen Steen Sørensen, der selv har været inde over flere sager - blandt andet om en dreng i 9. klasse:

- Han havde chikaneret en pige i 8. klasse så groft, at skolen besluttede, at han måtte fortsætte sin skolegang på en anden skole. Det er en alvorlig beslutning at træffe over for barnet, og derfor er der et sæt spilleregler, der træder i kraft:

- Om dokumentation, hvad der er op og ned i sagen, om partshøring og begrundelse. Vi ser i ganske mange sager, at det kikser for skolerne. Det betyder, at der er væsentlige retssikkerhedsgarantier for eleverne og deres forældre, der ikke bliver respekteret.

Spørgsmål: Hvis drengen har chikaneret pigen groft, er han måske ikke lige den, man opfatter som offeret i sagen?

- Nej, men det er vigtigt, at der bliver truffet rigtige afgørelser. Hvis man iagttager reglerne om dokumentation og partshøring, så stiger sandsynligheden for, at man træffer en rigtig afgørelse, siger Jørgen Steen Sørensen.

- Selv om man kan sige, at det er pigen - og ikke drengen - der er offeret, så træffer man ikke desto mindre en meget alvorlig afgørelse over for drengen og hans forældre. Og de skal føle sig retfærdigt behandlet, selv om afgørelsen går dem imod.

Ombudsmanden har tidligere påpeget problemet over for Ministeriet for Børn og Undervisning, men sidste år oplevede Jørgen Steen Sørensen alligevel flere sager, der peger på, at elevers rettigheder stadig ikke bliver overholdt.

Hvor stort omfanget helt præcist er, kan han dog ikke sige.

- Nu ser vi i sagens natur ikke alle sager her i ombudsmandsinstitutionen, men vi har set en lang stribe sager over årene, der synes at vise, at der er et systematisk problem, siger Jørgen Steen Sørensen.

Han har nu bedt undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V) om at se på, hvad hun fra centralt hold kan gøre for at sikre, at skolerne er klædt ordentligt juridisk på til at håndtere de alvorlige sager.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress