Af Ritzau - 17/11-16 06:01

Regeringen vil acceptere at beholde kystnære havvindmøllerRegeringen vil acceptere at beholde kystnære havvindmøller

Regeringen vil gå med til at beholde kystnære vindmøller, hvilket vil gøre PSO-farvel dyrere, erfarer Ritzau.

storybild

Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) lagde op til at droppe de kystnære havvindmøller og finansiere farvel til PSO uden at pille ved bundskatten. (Billede: Scanpix/Mathias Løvgreen Bojesen)

Forhandlingerne om den omstridte energiafgift PSO er gået ind i sin absolutte slutfase.

Med god grund. For tiden er blevet en faktor, hvis regeringen skal nå at have et nyt system på plads inden nytår, som EU-Kommissionen har krævet.

Striden går på, hvordan et farvel til afgiften, som betales over elregningen, skal finansieres.

Regeringen har tidligere holdt fast på at sløjfe de kystnære havvindmøller, fordi de "skæmmer udsigten."

Det skulle i så fald være med til at finansiere regningen efter energiafgiften, som årligt koster syv-otte milliarder kroner.

Ifølge Ritzaus oplysninger kan regeringen dog ikke samle flertal og vil derfor gå med til at beholde de kystnære havvindmøller til glæde for De Konservative og rød blok.

Det vil i så fald gøre det dyrere at droppe PSO'en, end regeringen havde håbet.

Det efterlader en række muligheder i forhold til finansiering. Det kan være en højere bundskat for alle skatteydere, som regeringen spillede ud med, men senere droppede.

Den model er Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti lune på. Flere kilder bekræfter da også, at en mindre forhøjelse af bundskatten er sandsynlig.

Regeringen kan også fjerne en række erhvervsstøtteordninger eller afskaffe den grønne check, som blev indført for at hjælpe familier med de laveste indkomster til at håndtere en højere elregning.

Argumentet er, at en mindre elregning også skal betyde, at den grønne check skal mindskes eller fjernes igen.

Det bliver formentlig ikke et enkelt tiltag, der skal dække hullet efter PSO'en, som EU har krævet ændret inden nytår, da udenlandske virksomheder ikke får del i den.

Forventningen er, at der vil lande en aftale om at droppe PSO'en torsdag. Regeringen er under pres i forhandlingerne, da deadline nærmer sig, fordi lovforslaget skal nå at blive behandlet og vedtaget inden nytår.

Derfor skal en PSO-løsning fremsættes fredag i folketingssalen, hvis de sædvanlige procedurer skal følges.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress