Af Ritzau - 02/08-16 13:23

Læge: Giftig svamp sætter indre organer ud af kraftLæge: Giftig svamp sætter indre organer ud af kraft

Det kan være dødeligt at indtage grøn fluesvamp, sådan som tre personer på Horsens-egnen gjorde forleden.

storybild

Tre personer blev mandag indlagt med forgiftningssymptomer, efter at de havde indtaget grøn fluesvamp. Giften kan sætte de indre organer ud af kraft, forklarer overlæge Tine Erichsen, Giftlinjen. (Foto af rød fluesvamp) (Billede: Scanpix/Nf)

Man kan blive alvorligt syg og i værste fald dø, hvis man spiser grøn fluesvamp, sådan som tre personer på Horsens-egnen har gjort.

Det siger vagthavende læge ved Giftlinjen Tine Erichsen fra Bispebjerg Hospital.

- Hvis det ikke bliver behandlet, så kan man få skade på lever, nyrer og andre indre organer, siger Tine Erichsen.

Tre personer, to rumænere og en italiener, blev indlagt på Aarhus Universitetshospital, efter at de mandag forvekslede den giftige svamp med en harmløs spisesvamp.

Grøn fluesvamp er blandt de fem giftigste svampe i Danmark, og man kan komme grueligt galt afsted, hvis man spiser den.

- Den har et specielt giftstof, som går direkte ind i cellerne og påvirker leveren og andre indre organer.

- Der kan ske det, at syreindholdet i blodet øges, sukkerindholdet falder, og lige så langsomt får man et systemisk chok, hvor lever og nyrer langsomt står af, siger Tine Erichsen.

Der dukker jævnligt rapporter op i medierne om personer, der er blevet syge efter at have indtaget den giftige svamp.

I 1999 døde en kvinde af thailandsk oprindelse i Danmark efter at have spist den dødelige svamp.

Svampen kan let forveksles med en spiselig artsfælles, som især findes i Asien.

- Det er næsten umuligt at se forskel, så hvis man kommer fra Asien, så er det nærliggende at plukke og spise grøn svampen i den tro, at den er spiselig, siger Tine Erichsen.

De tre personer, der indtog den giftige svamp, blev efterfølgende indlagt på Aarhus Universitetshospital med stærke mavesmerter.

- Man kan forsøge at tømme mavesækken, give aktivt kul eller medicin, som hæmmer giften i at blive optaget i cellerne, siger Tine Erichsen.

Der kan ifølge Tine Erichsen gå mellem seks og 24 timer fra indtagelsen af giftige svampe, til de første symptomer viser sig.

Det kan være symptomer som diarré og opkastninger.

Det har ikke været muligt at få oplyst tilstanden hos de tre personer, der mandag blev indlagt med forgiftningssymptomer på Aarhus Universitetshospital.

Giftlinjen fik sidste år 257 opkald fra personer, som mente, at de selv eller deres pårørende var blevet udsat for en svampeforgiftning.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress