Af - 28/10-16 10:25

Frederikke blev ramt som 13-årig: - Jeg var så flov over, hvordan jeg så udFrederikke blev ramt som 13-årig: - Jeg var så flov over, hvordan jeg så ud

Frederikke Nissen Breum er én ud af 165.000 danskere med hudsygdommem psoriasis. En lidelse, som ifølge en undersøgelse, er forbundet med så stor skam, at mange undgår sex.

storybild

(Billede: Privatfoto)

- Jeg havde det forfærdeligt. Jeg synes simpelthen, det var så uretfærdigt, at det lige skulle være mig, der blev ramt af det, når nu alle mine veninder var helt normale.

Ordene kommer fra Frederikke Nissen Breum. Hun er en af i alt 165.000 danskere, der lider af den ubehagelige hudsygdom psoriasis.

Læs også: Hveranden patient med særlig hudsygdom undgår sex på grund af skam

Over for metroxpress fortæller hun om tiden, hvor hun som blot 13-årig for første gang opdagede, at hun led af sygdommen.

En hård tid, hvor de tørre og skællende plamager, der alt hyppigere begyndte at tone frem på ryg og mave, bestemt ikke var nemme at acceptere for en ung, nyudklækket teenagepige med normalt mod på livet, venner og fest.

- Om sommeren kan jeg huske, hvordan jeg var meget misundelig på de andre, der kunne gå i bikini og korte toppe. Det turde jeg ikke. Jeg var flov over, hvordan jeg så ud og følte altid, at jeg var nødt til at dække mig til, fortæller Frederikke Nissen Breum til metroxpress.

Skammen er normal
Følelsen af skam og forlegenhed over sin egen krop er Frederikke på ingen måde alene om at have. Ifølge Astrid Højgaard, ledende overlæge på Sexologisk Center ved Aalborg Universitetshospital, er det ganske normalt for psoriasispatienter:

- Der er en stor og konstant skam forbundet med at have psoriasis. Det er en voldsomt synlig sygdom, som, hvis den er i udbrud, er meget vanskelig at skjule. Mange mennesker har fordomme om psoriasis og ved for eksempel ikke, at det ikke smitter, siger hun.

Et sort sind
Selvom der er gået seks år, siden Frederikke for første gang opdagede sine udslæt, kan den i dag 19-årige unge kvinde sagtens huske tilbage på, hvordan sygdommen påvirkede hendes selvværd.

Før udslættene var hun som regel altid en glad og positiv pige uden de store humørdyk. Efter diagnosen blev stillet, oplevede hun pludselig perioder, hvor det var som om, en stor, sort sky hang over hovedet på hende.

- Hvor andre på min alder oplevede at have dårlige dage, havde jeg dårlige perioder, hvor jeg følte, at min psoriasis ødelagde mit liv. Så rent psykisk forværrede sygdommen min situation, siger Frederikke, som stadig kan have dage, hvor sygdommen er svær at leve med:

- Selvom jeg har accepteret min sygdom og lever med den hver dag, så vil der være dage, hvor man ikke kan overskue sin sygdom og føler den som en ekstra byrde, siger Frederikke, som lidt karikeret og med eventyrlig optimisme i dag kan sammenlignes med H.C. Andersens eventyr om Den Grimme Ælling.

I hvert fald har Frederikke her seks år senere vokset sig til en ung, stærk og smuk kvinde, som i år stillede op i Miss Danmark-konkurrencen og gik hele vejen til finalen. Også selvom hun havde synlige psoriasisudbrud flere steder på kroppen.

Privatfoto

- Det var virkelig svært for mig. Og sindssygt grænseoverskridende at skulle vise sig frem i bikini foran et panel af dommere, der kun sad der for at bedømme mig. Men det gik rigtig godt, og der var ingen, der bemærkede eller kommenterede mine udslæt, siger hun og fortsætter:

- Man har nok en tendens til at gøre det hele meget værre, og det var nok bare oppe i mit hoved, det foregik, siger den unge kvinde, som til daglig er 3-års studerende på Handelsgymnasiet i Vejle.

LÆS OGSÅ: Model gemte sig bag makeup i 10 år: Nu står hun frem med sjælden hudsygdom

At alle med psoriasis accepterer deres sygdom og får vendt den til noget positivt er langt fra tilfældet.

En stor, global undersøgelse med 8.338 psoriasispatienter fra 31 lande - heriblandt Danmark - viser, at hver fjerde patient enten får stillet en angst- eller depressionsdiagnose som direkte konsekvens af deres sygdom.

I samme undersøgelse svarer halvdelen af de adspurgte, at de ‘undgår at have sex eller intime forhold’, og at flere end hver fjerde ‘ikke kan klare tanken om, at nogen skal røre deres hud’.

Sådan var det også for Frederikke, dengang hun som ung teenager skulle tage de første romantiske skridt:

- Da jeg mødte min første kæreste på efterskole, var jeg meget præget af det. Alt det intime var ekstremt svært for mig, for jeg vidste ikke, hvordan han ville reagere. Jeg var virkelig bange for, at han ikke ville synes om det, han så, fortæller Frederikke, som derfor sjældent tog sin top af og aldrig ville have, at kæresten masserede hende eller rørte hendes ryg.

- I dag er det anderledes. Nu må min nye kæreste gerne massere mig hver dag, siger Frederikke, som griner og fortsætter:

- Han er en god fyr og siger, at han er ligeglad. For ham betyder det ikke noget, hvordan jeg ser ud, og det må jeg jo bare stole på. Hvis han kan leve med det, må jeg jo også kunne, fortæller Frederikke og understreger, at accepten af ikke at have en - i hendes egen optik - perfekt krop, har været lang og svær at nå frem til.

Dog er hun glad for i dag at kunne tale åbent om sin sygdom og forhåbentlig hjælpe andre i samme situation.

LÆS OGSÅ: Tusindvis lever med kronisk byldelidelse uden at vide det

LÆS OGSÅ: Maria plaget af slemme bylder: Hvem ville nogensinde have et barn med mig?

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress