Af Ritzau - 01/11-16 21:40

Politiets fotovogne kommer mindre ud på gadenPolitiets fotovogne kommer mindre ud på gaden

Nye fotovogne har lavet 49.000 ud af 100.000 timers fartkontrol i år. Terror- og grænsebevogtning får skylden.

storybild

Udgifter til øget terrorbevogtning og grænsekontrol får skylden for mindre fartkontrol i år af flere politikredse. (Billede: Scanpix/Niels Ahlmann Olesen)

Risikoen for at blive blitzet med lidt for høj fart er i år noget mindre end sidste år.

En firedobling af politiets fotovogne fra 25 til 100 i februar 2015 skulle efter planen resultere i 100.000 timers fartkontrol dette år.

Men efter årets første ni måneder har bilerne blot haft 49.000 måletimer - mod 81.000 i 2015. Det viser tal fra Rigspolitiet, skriver Jyllands-Posten.

Udgifter til øget terrorbevogtning og grænsekontrol får skylden i flere politikredse.

- Vi har fået mange nye opgaver med terrorbevogtning i København og med grænsekontrol.

- Derfor har vi ikke anvendt den automatiske trafikkontrol lige så meget som sidste år, siger Richardt Jakobsen, vicepolitidirektør på Fyn, til Jyllands-Posten.

På Fyn var politikredsens vogne ude i 37 procent færre timer end samme periode sidste år.

I Nordjylland er antallet af fototimer faldet med 17 procent siden sidste år. Her er begrundelsen den samme som på Fyn.

Rådet for Sikker Trafik vurderer, at de færre måletimer vil forringe trafiksikkerheden.

- Generelt er politikontrol en meget væsentlig spiller i forhold til trafiksikkerheden, og hvis antallet af fartkontroller falder, kan det være problematisk, siger dokumentationschef Jesper Sølund til Jyllands-Posten.

I 2020 bør der højst være 120 dræbte, lyder en målsætning fra Færdselskommissionen.

De seneste par år har antallet ligget omkring 180 dræbte.

- Lige nu ser vi en mildest talt ikke positiv udvikling i antallet af dræbte og tilskadekomne i trafikken - det er derfor ikke positivt, at indsatsen fra politiets automatiske trafikkontrol er faldet, tilføjer Jesper Sølund til avisen.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress