Af Ritzau - 18/04-16 02:22

Ansatte i fængsler finder færre hashklumper og våbenAnsatte i fængsler finder færre hashklumper og våben

Tal for beslaglæggelser i fængslerne er faldet, men fængselsbetjente og Kriminalforsorgen er uenige om årsag.

storybild

Bag murene i de danske fængsler og arresthuse blev der sidste år fundet færre ulovlige genstande end tidligere år. Genrefoto (Billede: Polfoto/Olufson Jonas)

I 2015 blev der fundet færre ulovlige genstande som joints, stikvåben og alkohol i de danske fængsler og arresthuse end året forinden.

Det viser nye tal fra Kriminalforsorgen ifølge DR.

Eksempelvis blev der sidste år beslaglagt cannabis 2656 gange, når fængselsbetjente gik på jagt i de indsattes celler. I 2014 var tallet rekordhøjt med knap 3000 tilfælde.

Også våben, andre narkotiske stoffer samt alkohol er der fundet mindre af i løbet af sidste år, men årsagen til de færre beslaglagte genstande er der uenighed om.

Ifølge Kriminalforsorgen skyldes det færre indsatte i fængsler og arresthuse landet over.

I 2013 var antallet af fanger i hele fængselsvæsnet på 4008 indsatte opgjort i gennemsnitligt belæg per dag. Det tal faldt sidste år til 3421 indsatte per dag.

- Når vi har færre indsatte, så bliver der også fundet mindre af ulovlige effekter i vores institutioner, det giver sig selv, siger sikkerhedschef i Kriminalforsorgen Lars Rau Brysting til DR.

Men den analyse bliver ikke bakket op af fængselsbetjentene. Fængselsforbundet ser i stedet det faldende tal som et udtryk for, at personalet har mindre tid til at finde skjulestederne, hvor de indsatte gemmer de ulovlige sager.

- Den langt mere sandsynlige forklaring er, at vi er blevet presset på vores vagter. Så fokus har været mindre på at visitere, end vi har været vant til, siger formand i Fængselsforbundet Kim Østerbye til DR.

Ransagninger og brug af hashhunde er blevet topprioritet i de danske fængsler. Samtidig har justitsminister Søren Pind (V) gjort det klart, at mobiltelefoner, hash og våben skal ud af fængslerne.

I 2016 sættes der derfor ekstra ressourcer ind på at finde ulovlige genstande i fængslerne.

Antallet af razziaer, hvor et større antal fængselsbetjente og hunde gennemgår en hel institution eller afdeling, fordobles således fra fem til ti årligt.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress