Af Ritzau - 06/11-16 14:58; Opdateret: 06/11-16 15:30

Borgmester frygter forgæves arbejde for politiskoleBorgmester frygter forgæves arbejde for politiskole

Haderslev har arbejdet ud fra en forventning om, at politiskolen skal indrettes i en eksisterende bygning.

storybild

Borgmester Hans Peter Geil (V) håber at lokke den nye politiskole til Haderslev Kommune. Arkivfoto. (Billede: Scanpix/Rune Evensen)

Placeringen af den nye politiskole vest for Storebælt ligger endnu ikke fast.

Lørdag anbefalede Rigspolitiet i en rapport, at skolen skal bygges op fra bunden, men vælger politikerne på Christiansborg at følge det forslag, har kommunernes arbejde været forgæves.

Det mener H.P. Geil (V), der er borgmester i Haderslev Kommune.

- 17 kommuner har brugt en masse tid og kræfter på at lave materiale. Hvis man så bagefter siger, at man vil have noget nyt, virker det ikke seriøst, siger han.

- Man meldte ud, at man ville købe en brugt bil, og så arbejdede alle på det. Hvis man så siger, at man hellere vil have en ny, har man ikke nok penge, for der er afsat 100 millioner i finansloven på at købe en brugt.

Borgmesteren tror imidlertid stadig, at det er muligt at få politiskolen til byen. Han understreger, at kommunen lever op til de fleste af de oprindelige kriterier. Og så har Haderslev et es i ærmet.

- I Haderslev by har vi Beredskabscenter Syd liggende med en ruinby, man kan bruge til at øve sig i terrorbekæmpelse.

- I Tinglev ligger der desuden en hel by, hvor man uddanner brandmænd. Der kan man lave realistiske øvelser med brand og terror, siger H.P. Geil (V).

Justitsminister Søren Pind (V) sagde torsdag til Politiforbundets fagblad, Dansk Politi, at en ny politiskole først står klar i 2019 eller 2020, selv om den oprindeligt skulle have stået færdig i 2018.

Men placeres skolen i Herning Kommune, vil den allerede stå klar om to år. Det skriver kommunen på sin hjemmeside, hvor borgmester Lars Krarup (V) bakker op om de nye anbefalinger.

- En nybygget politiskole er den eneste rigtige løsning i bestræbelserne på at kunne tilbyde en moderne og toptunet politiuddannelse også i Vestdanmark, siger han.

I Rigspolitiets rapport er der også vedlagt et danmarkskort over de bedst mulige placeringer af den nye politiskole.

Kortet inddeler Danmark i røde, gule og grønne områder, hvor de grønne anses som de mest velegnede.

Ligesom Herning Kommune og størstedelen af Haderslev Kommune er Ikast-Brande Kommune farvet grøn.

Her har man ifølge borgmester Carsten Kissmeyer (V) koncentreret sig om at finde en egnet bygning.

- Hvis de kommer og siger, de vil have et nybyggeri, så finder vi sagtens en grund til det. Men jeg betragter det også lidt som en ønskeseddel, siger Kissmeyer (V).

Optaget på politiuddannelsen skal efter planen fordobles de kommende fire år med omkring 900 personer.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress