Af Ritzau - 04/10-16 22:30

Danmark sænker støtte til Afghanistan trods fortsat uroDanmark sænker støtte til Afghanistan trods fortsat uro

Regeringen vil reducere hjælpen til Afghanistan fra 500 til 425 millioner kroner årligt fra 2017 til 2020.

storybild

Udenrigsminister Kristian Jensen (V) deltager onsdag i en konference mellem Afghanistan og EU, hvor han fremlægger Danmarks bidrag til det uroplagede land i årene 2017 til 2020. Bidraget skrumper fra cirka 500 til 425 millioner kroner årligt. (Billede: Reuters/Umit Bektas)

Danmark har i mange år afsat omkring 500 millioner kroner årligt til udviklingsindsatsen i Afghanistan. Men fra 2017 til 2020 vil afghanerne i stedet modtage cirka 425 millioner kroner årligt.

Det meddeler udenrigsminister Kristian Jensen (V), før han onsdag deltager i en international konference om indsatsen i Afghanistan.

- Vi lægger op til at nedjustere vores bidrag til Afghanistan en lille smule, men stadig fastholde det på et meget, meget højt niveau, siger ministeren.

- Det betyder, at vi stadig vil være blandt de markant største donorer i Afghanistan – ikke bare i forhold til befolkningsstørrelsen, men også i absolutte tal.

Afghanistan har fortsat problemer med en skrøbelig stat, korruption og sikkerhed.

Det er et af Danmarks prioritetslande, hvad angår udviklingsbistand. Alligevel kan udenrigsministeren godt forsvare den lavere støtte:

- Regeringen har besluttet generelt at reducere udviklingsbistanden med 15 procent, og det er det niveau, vi også nedjusterer Afghanistan-støtten med. Men vi fastholder den på et højt niveau.

Spørgsmål: Er der faglige argumenter for, at situationen er forbedret, så I kan skære i støtten?

- Sagen er, at vi er nødt til at prioritere. Vi har fået udfordringer med meget store flygtningestrømme i og omkring Syrien. Derfor er vi nødt til at omprioritere nogle af midlerne, siger Kristian Jensen.

Selv om situationen i Afghanistan fortsat er alvorlig, er der også en række ting, der er blevet bedre, påpeger ministeren. Der er åbnet mange lægeklinikker og skoler, og mange flere afghanere har adgang til el.

- De helt konkrete forbedringer viser, at Afghanistan er på rette vej og i højere grad end i 2002 kan klare sig selv, siger Kristian Jensen.

En af de ting, Afghanistan stadig døjer med, er korruption. Kristian Jensen har tidligere erkendt, at en del af de danske støttekroner er havnet i de forkerte lommer. Men Danmark har lært af sine fejl, siger han:

- En af fejlene var, at vi kørte mange små projekter, der krævede mange ressourcer at overvåge og kontrollere. I dag går vi flere lande sammen, og det giver større sikkerhed for, at pengene bliver brugt på det rigtige.

Spørgsmål: Hvor stor en procentdel af de danske skattekroner kan du leve med forsvinder i korruption?

- Nul. Jeg kan ikke leve med, at der er nogen danske støttekroner, der forsvinder.

Konferencen mellem EU og Afghanistan indledes onsdag. Den skal blandt andet resultere i et nyt sæt forpligtelser, som både den afghanske regering og donorlandene skal leve op til frem mod 2020.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress