07/03-16 15:46

S: Trepartsaftale bør ikke kun handle om flygtningeS: Trepartsaftale bør ikke kun handle om flygtninge

Socialdemokrater bakker op om fagbevægelsens krav om fokus på arbejdsmiljø og uddannelse i trepartsdrøftelse.

storybild

Nicolai Wammen, der er politisk ordfører for Socialdemokraterne, mener ligesom fagbevægelsen, at der er brug for initiativer, der kan hjælpe danske ledige i job, ligesom der i øjeblikket arbejdes på en trepartsaftale, der skal sikre job til flygtninge. (Billede: Polfoto/Anders Rye Skjoldjensen)

Først en aftale om integration. Så videre forhandlinger om uddannelse, arbejdsmiljø, pension og andre emner.

Sådan har statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) kridtet banen for de igangværende trepartsforhandlinger op, men ifølge finans.dk vil regeringen blive mødt af et krav om en garanti for, at de andre emner rent faktisk kommer på bordet, når aftalen om integration er i hus.

Og det krav har fagbevægelsens gamle allierede på Christiansborg, Socialdemokraterne, fuld forståelse for.

- Det er utroligt vigtigt, at den trepartsaftale, der kommer, ikke alene handler om at få flygtninge i arbejde, selv om det er vigtigt, siger politisk ordfører Nicolai Wammen (S).

- Der skal også være et stærkt fokus på uddannelse, arbejdsmiljø og hvordan man får ledige danskere i beskæftigelse, mener han.

LO's formand, Lizette Risgaard, vil ikke bekræfte, at der bliver tale om et decideret krav om en skriftlig garanti for videre forhandlinger. Men hun understreger, at forhandlingerne skal ende med den rette balance.

- Jeg begiver mig ikke af med trusler, siger hun.

- Vi skal kunne se balancen i det, der ligger på bordet. Kan vi ikke det, så kan vi sådan set ikke tale os ud af, at så har vi ikke mere at gøre der, lyder det fra Risgaard.

LO-formanden kan berette om mange henvendelser fra medlemmer, der frygter, at de bliver glemt i forhandlingerne, der indtil nu kun handler om at skaffe job til flygtninge. Og den frygt forstår Socialdemokraterne godt, siger Nicolai Wammen.

- Jeg håber meget, at man vil kunne nå en aftale, som giver bedre muligheder for at få både danskere og flygtninge i job.

- Man skal gå på begge ben. Det er ikke nok, når man som statsministeren alene går på flygtningebenet og ikke er opmærksom på at få danske ledige i job, siger Nicolai Wammen.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress