Af Ritzau - 03/11-16 05:01

En milliardbombe tikker under din vandregningEn milliardbombe tikker under din vandregning

Vandforbrugerne skal i strid med politikernes intentioner betale milliarder i skat for deres drikkevand.

storybild

Vandet i forbrugernes haner beskattes langt hårdere, end vandselskaberne mener er rimeligt. De vil have politikerne til at gribe ind. Ellers truer en milliardretssag. (Billede: Scanpix/Jørgen Jessen)

En skjult skatteskrue trækker 25 milliarder kroner op af vandforbrugernes lommer.

Det er penge, som politikerne aldrig havde tænkt sig, at Skat skulle kradse ind. Men de ender der alligevel som konsekvens af effektiviseringen af vandsektoren.

Sådan lyder kritikken fra vandsektoren, som har stævnet staten i en gigantisk skattesag.

Den berører private forbrugere og virksomheder over hele landet. I Silkeborg ventes en gennemsnitshusstand for eksempel at skulle betale 420 kroner tilbage hvert eneste år de næste 50 år.

Bestyrelsesformand Leif Bæk (V) fra Silkeborg vand kalder sagen helt hen i vejret.

- Der hænger en regning på samlet 450 millioner kroner bare over mine forbrugere. Det er fuldkommen grotesk, at offentlige vandselskaber, som er sat i verden for at sikre godt vand til forbrugerne, får det her problem, siger han.

- Forbrugerne får intet for de mange millioner. Vandet bliver ikke bedre af det, og vi som vandselskab bliver ikke mere effektive af det. Derfor skal vi slås for at forhindre, at denne regning ender hos forbrugerne.

Det er vandsektorens hovedorganisationer enige i.

- Skal vi i stor stil betale skat via vandprisen, hænger forbrugerne i snit på en regning på 300 til 1000 kroner om året, siger direktør Carl-Emil Larsen fra Dansk Vand- og Spildevandsforening (Danva).

I et politisk ønske om at effektivisere vandsektoren besluttede Folketinget i 2009, at kommunernes vandselskaber, der står for både drikkevand og spildevand, skulle udskilles i selvstændige aktieselskaber.

Det skulle sikre vandtætte skotter mellem driften af selskaberne og kontrollen med dem.

Det betød, at vandværkernes værdier skulle prissættes. Skat valgte en model, som ifølge vandselskaberne passer til profitdrevne virksomheder, men er helt uegnet til vandselskaber, der ifølge loven ikke må tjene penge.

Forsyningsminister Lars Christian Lilleholt (V) og skatteminister Karsten Lauritzen (V) har indkaldt forligspartierne til et møde senere på måneden om sagen på baggrund af en flere gange forsinket rapport fra Skatteministeriet.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress