Af - 27/10-16 10:09

'Han har en hjernetumor, den sidder et dårligt sted, og den er nok ondartet''Han har en hjernetumor, den sidder et dårligt sted, og den er nok ondartet'

32-år gammel begynder Pernilles mand Tom at få ondt i hovedet. To måneder efter finder lægerne årsagerne. Tom har en agressiv hjernetumor

storybild

Pernille sidder på en stue på Slagelse Sygehus. Hun holder sin mand Tom i hånden, der ligger i en seng omtåget og påvirket af smerter og morfin. Der kommer en ældre læge ind på stuen. Han fortæller, at man på en scanning har fundet en forandring i Toms hjerne, og det ligner en tumor.

Da jeg fik beskeden, gik jeg i chok. Den sidste uge op til, han blev indlagt, havde været frygtelige, fordi vi kunne se, at det gik ned ad bakke, og jeg frygtede det værste. Da den frygt så blev udløst, lukkede mit system ligesom ned.

Tom er 32 år gammel, da han får konstateret en ondartet og agressiv hjernetumor, og han bliver dermed en af de omkring 1500 danskere, der hvert år får konstateret kræft i hjernen- og centralnervesystemet. En kræftform, der er i stigning, uden vi ved hvorfor, og som lægerne har meget svært ved at stille noget op overfor.

Toms kone Pernille bliver en af de tusindvis af pårørende, der fra den ene dag til den anden oplever, at livet tager en fuldstændig uventet drejning og skal lære, hvordan man lever videre.

LÆS OGSÅ: Læger opererer hjernesvulst med ny hjælp fra 3D-briller

Udviklingen i antallet af danskere, der får konstateret kræft i hjerne- og centralnervesystemet. Kilde: Den nordiske kræftdatabase, Nordcan.

Pernille møder Tom som 17-årig. Han er 18 år. De køber hus sammen, får to børn og lever et helt almindeligt liv, indtil vinterferien i 2013, hvor Tom bliver syg.

“Han blev syg samtidig med børnene med feber og ondt i hovedet, men hovedpinen fortsatte selv om feberen forsvandt, og det bekymrede mig, for han plejede ikke at have ondt i hovedet.”

Toms hovedpine bliver værre. Han får pencillin mod pande-bihule-betændelse, men det virker ikke, og over de næste uger får Tom det dårligere og dårligere. Hans hovedpine tager til, han får smagsforstyrrelser, kvalme og kaster op. Pernille og Tom er i kontakt med mindst seks vagtlæger, og de anbefaler smertestillende piller, en varmepude og muskelafslappende medicin. Men til sidst, den 1. april 2013, er der en vagtlæge, der indlægger Tom, og han bliver scannet.

LÆS OGSÅ: Flere unge får kræftdiagnose

På Slagelse Sygehus får han og Pernille at vide, at Tom har en hjernetumor. Den er stor, sidder et dårligt sted og er sandsynligvis ondartet, men han skal opereres med henblik på helbredelse. Det bliver håbet, Pernille klynger sig til.

Scanningsbillede af en hjernetumor.

Jeg havde ikke lyst til at se i øjnene, hvad det var, der var ved at ske, så jeg havde brug for at vide, at der var håb. Samtidig var jeg også nødt til at vide, hvad det var, vi var oppe mod, så jeg læste en masse om sygdommen. Jeg kunne se, at gennemsnitslevetiden med hans diagnose var et halvt til halvandet år, og at han ville dø efter en periode, hvor han ville miste en masse fysiske og kognitive evner.

Udsigten til, hvor syg Tom ville blive, hvis han ikke kunne blive helbredt af operationen, fik Pernille til at tænke, at hvis han skulle dø, så var det bedst, at han døde under operationen.

“Jeg tænkte, at hvis han døde nu, så slap vi begge for en masse frygt”.

Tom bliver opereret på Rigshospitalet den 8. april på hans 33 års fødselsdag. Operationen går godt, men det lykkes ikke at fjerne hele tumoren. Pernille og Tom forbereder sig på, at han skal i behandling med kemoterapi, men på dag tre efter operationen, får Tom det dårligt. Han kommer i respirator, og den 14. april dør han. Resten af tumoren i hans hjerne producerer væske, som ender med at slå ham ihjel.

“Jeg husker ikke tiden lige efter særligt godt. Når jeg ser tilbage på forløbet i dag, så var jeg nok i chok fra den dag, han fik diagnosen, til han døde.”

I de første 14 dage efter Toms død er Penille konstant omgivet af venner og familie, men på et tidspunkt får hun at få behov for at være alene og prøve hverdagen selv, og hun begynder langsomt at tage en række små skridt på vejen til at komme videre efter tabet.

“Jeg gik til en psykolog, der hjalp mig med at mærke, at jeg bevægede mig fremad. Jeg havde brug for at vide, at jeg ikke sad fast i sorgen.”

Derfor lægger Pernille også små og overskuelige planer, der betyder, at hverdagen fortsætter.

LÆS OGSÅ: Lægerne sagde hovedpine: Mor opklarede skjult kræftmysterium på nettet

“Jeg planlagde, jeg skulle have en kat. Det har jeg altid ønsket mig, men Tom var allergisk. Jeg besluttede mig også til, at jeg ville gå i gang med en ombygning på huset, hvis jeg stadig kunne holde ud at bo der efter et år.”

For Pernille er det vigtigt, at hun og hendes børn kan være åbne om det, der er sket. Det må ikke blive et tabu, at Tom er død. Pernille starter også hurtigt på arbejde igen, og det hjælper hende meget.

“Mine kollegaer var meget støttende og omsorgsfulde, og jeg fik en chef, der var utrolig rummelig. Havde jeg en dårlig dag, fik jeg fri, og for mig var det en stor hjælp at kunne komme tilbage på arbejde og få en fast rutine.”

I dag er der gået treethalvt år siden Tom døde, og selv om Pernille er tilbage til hverdagen, så er hendes liv ikke det samme.

“På nogle områder er jeg blevet stærkere. Jeg har nok fået mere gå-på-mod, og jeg kaster mig i højere grad ud i ting, selv om jeg er på dybt vand. Jeg har fået en selvstændighed, som jeg er glad for i dag. På samme tid er jeg også blevet mere sårbar, når det handler om mine børn. Jeg kan mærke, at jeg mangler den eneste ene ud over mig, der elsker mine børn, som jeg gør. Det får jeg ikke igen.”

Men selv om Pernille blev ramt af en frygtelig tragedie, er det vigtigt for hende at slå fast, at hun ikke er en, man skal have ondt af.

Jeg har ikke behov for at blive ynket. For mig har det været vigtigt at rejse mig igen og komme videre. Det ved jeg også, at Tom ville have ønsket for os. At vi fik et godt liv, og det har vi.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress