18/03-16 11:41; Opdateret: 18/03-16 12:04

Forsker: Usædvanligt at forhandle trepartsaftale i bidderForsker: Usædvanligt at forhandle trepartsaftale i bidder

Flygtningespørgsmålet har været det vigtigste for regeringen og skulle derfor først i hus, lyder det.

storybild

Her ses LOs Lizette Risgaard. Torsdag indgik regeringen, arbejdsgivere og arbejdstagere en trepartsaftale, der skal få flere flygtninge i arbejde. (Billede: Polfoto/Jens Dresling)

Det er sjældent set, at en trepartsaftale bliver vedtaget i bidder på den måde.

Sådan lyder det fra arbejdsmarkedsforsker Mikkel Mailand fra Københavns Universitet.

Torsdag kom den første del af en aftale mellem regeringen, arbejdstagere og arbejdsgivere i hus. En aftale, der skal sikre flere flygtninge i job.

Men når de tre parter samles igen fredag, skal drøftelserne om, hvordan man sikrer kvalificeret arbejdskraft og praktikpladser, så småt til at gå i gang.

Og det er et noget anderledes forløb, end man før har set, siger Mikkel Mailand.

- Selve forløbet med flere forskellige emner er noget, man ser relativt sjældent. Og så er det noget nyt, at man bevidst har taget forskellige runder.

- Regeringen har først villet se, om parterne ville levere på flygtningeområdet, før man går videre med andre emner. For regeringen har flygtningespørgsmålet været det mest akutte.

Han mener ikke, der er noget columbusæg i aftalen, men at regeringen formentlig har en forhåbning om, at de mange bække små kan hjælpe integrationen på vej.

- Det er en erkendelse af, at man bliver nødt til skrue på mange knapper, hvis det overhovedet skal virke.

Men en af de ting, som Mikkel Mailand bider særligt mærke i, er, at der ikke er forpligtende måltal i aftalen.

- Man har ikke opstillet succeskriterier, og det gør vurderingen om, hvorvidt det lykkes eller ikke lykkes, lidt mere fri. Derudover har man heller ikke forpligtet virksomhederne til at tage flygtninge.

Han påpeger dog, at alle parter har fået noget i aftalen. Men det er særligt en fjer i hatten for regeringen, at det overhovedet lykkedes at få en trepartsaftale.

- Lønmodtagerne har undgået kravet om indslusningsløn og har fået uddannelseselementet ind. Arbejdsgiverne har undgået alt for forpligtende måltal og fået adgang til arbejdskraft til en reduceret pris.

- Og så har begge parter fået lovning på forhandlinger om de emner, de prioriterer højt.

Fredag mødes parterne igen, men de egentlige forhandlinger forventes først at gå i gang 15. april.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress