Af - 29/09-15 14:46

TV: Carl Holst trækker sig som ministerTV: Carl Holst trækker sig som minister

Danmarks forsvarsminister træder tilbage efter kun 93 dage på posten. Sager fra Region Syddanmark "skygger".

Forsvarsminister Carl Holst (V) oplyser i en pressemeddelelse, at han træder tilbage, fordi sager fra hans tid i Region Syddanmark "skygger".

Han nåede at være minister i 93 dage, men træder altså tilbage, fordi flere sager kommer i vejen for hans arbejde som forsvarsminister.

- Jeg har i dag meddelt statsministeren, at jeg træder tilbage som forsvarsminister og minister for nordisk samarbejde.

- Jeg har været glad for og beæret over det privilegium at være minister for et område med så mange dedikerede mænd og kvinder, der hver dag yder en kæmpe indsats for Danmark, siger han.

Carl Holst har haft flere sager hængende over hovedet, efter at han blev udnævnt som minister for Forsvaret og nordisk samarbejde.

Sagerne om udbetalt eftervederlag fra regionen til Carl Holst, håndteringen af utilfredse flymekanikeres krav om at stoppe indsatsen mod Islamisk Stat, og grundlaget for den danske krigsdeltagelse i Irak har tidligere bragt forsvarsministeren i fokus.

Desuden er der sagen om, at Carl Holst tilsyneladende har brugt Region Syddanmarks daværende ansatte Christian Ingemann Nielsen som sin personlige hjælper i forbindelse med folketingsvalget i sommer.

- Jeg har også måttet erkende, at sager fra min tid som formand for Region Syddanmark er kommet til at skygge for mine muligheder for at gøre en forskel som forsvarsminister og minister for nordisk samarbejde.

- Sager, der også efterhånden er kommet til at skygge for regeringens arbejde, og det ønsker jeg ikke, siger Carl Holst.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) tager Carls Holst beslutning om at træde tilbage til efterretning, siger han. Han svarer ikke på, om Holst havde kunnet blive, hvis han havde ønsket det, men siger, at det var forsvarsministerens egen beslutning.

- Han meddelte mig, at han ønskede at blive fritaget, det har jeg taget til efterretning, siger Lars Løkke Rasmussen, som siger, at han blev kontaktet af Carl Holst tirsdag formiddag.

Den 45-årige Carl Holst blev under sidste års bilagsskandale i Venstre kendt som en trofast støtte for Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen.

Carl Holst fortsætter nu som menigt folketingsmedlem.

LÆS OGSÅ: Qvortrup: Carl Holst er 'dead man walking'

LÆS OGSÅ: Avis: Carl Holsts sekretær fik slettet navn på faktura

LÆS OGSÅ: Region Syddanmark: Mindst halvdelen af Ingemanns arbejdsindsats brugt på Carl Holst

LÆS OGSÅ: Presset Holst udleverer nu private e-mails i spindoktorsag

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress