Af Ritzau - 04/10-16 13:14; Opdateret: 04/10-16 15:21

Thulesen Dahl ser Løkkes åbningstale som forhandlingsoplægThulesen Dahl ser Løkkes åbningstale som forhandlingsoplæg

DF er positiv over for statsministerens forslag om boligskat og udlændingestramninger, siger Thulesen.

storybild

Kristian Thulesen Dahl ved Folketingets åbning 4. oktober 2016. (Billede: Scanpix/Thomas Lekfeldt)

Enten skal man rense luften med et valg eller komme i arbejdstøjet. Med åbningstalen har statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) sendt et klart signal om, at arbejdstøjet nu skal på.

Sådan lyder det fra Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl.

- Det vil jeg meget gerne være med til, siger han.

- Det skal ikke bare handle om, at et parti, der ønsker topskattelettelser, blokerer for, at vi kan alt muligt andet.

Thulesen Dahl ser positivt på Løkkes forslag om et nyt boligskattestop. Det afgørende er nu, at der opstår en forhandlingsvilje, mener han.

Og de forhandlinger må meget gerne omfatte Socialdemokratiet, hvis det står til DF.

- Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti kunne være udgangspunktet - hvor andre også gerne må være med - for at vi kan lave noget til gavn for danskerne, siger Kristian Thulesen Dahl.

Statsministeren lagde i sin åbningstale også op til, at der skal strammes yderligere i udlændingepolitikken. Det er DF enig i.

Men partiet tvivler dog på, at det vil være nok at fortolke de internationale konventioner anderledes. Det er det, Løkke lægger op til med vendingen om at søge ind til "kernen" af konventionerne.

- Her har vi jo været inde på, at man bør tage et konkret forbehold for nogle af de konventionsbestemmelser, som forhindrer os i at sende kriminelle udlændinge ud.

Kristian Thulesen Dahl afviser at se udlændingestramninger som det sukker, der skal få Liberal Alliances krav om topskattelettelser til at glide ned hos blå bloks største parti.

- Det har ikke noget med topskattelettelser at gøre, siger han.

Det var LA, der sidste år fik gennemtrumfet, at regeringsgrundlaget indeholder en "ambition" om at sænke topskatten med fem procentpoint.

Men da statsministeren i august fremlagde regeringens konkrete udspil om topskattelettelser, indeholdt det kun lettelser for indkomster op til en million kroner.

Det har fået LA-leder Anders Samuelsen til at gentage igen og igen, at de fem procentpoint "hele vejen op" er et ultimativt krav fra LA, en såkaldt rød linje.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress