Af Ritzau - 17/05-16 13:41; Opdateret: 17/05-16 17:04

Asylansøger fængslet for trusler på asylcenter i NæstvedAsylansøger fængslet for trusler på asylcenter i Næstved

En 34-årig mandlig asylansøger blev for nogle uger siden lagt i benlås. Nu er han fængslet for trusler.

storybild

En 34-årig syrisk asylansøger er tirsdag eftermiddag i et grundlovsforhør i Næstved blevet varetægtsfængslet for trusler i teltlejren Bag Bakkerne. (Billede: Free/Politi.dk)

En 34-årig mandlig syrisk asylansøger fra teltlejren Bag Bakkerne i Næstved er sigtet for trusler på livet mod en beboer og en ansat på asylcentret, samt mod en fotograf fra TV Øst. Han er også sigtet for vold mod fotografen.

Det oplyser chefanklager Henriette Rosenborg Larsen fra anklagemyndigheden hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Den sigtede er den samme mand, som for nogle uger siden blev lagt i benlås af tre vagter på asylcentret, bekræfter chefanklageren.

Efter at den episode kom frem, er lederen af asylcentret fratrådt sin stilling.

Den 34-årige mand blev tirsdag eftermiddag fremstillet i grundlovsforhør, hvor en dommer valgte at varetægtsfængsle ham indtil 8. juni.

Henriette Rosenborg Larsen oplyser, at den 34-årige nægter sig skyldig i sigtelserne.

Den 34-årige blev anholdt efter en episode på asylcentret mandag aften. Her har han ifølge sigtelsen på arabisk og engelsk truet en ansat og en beboer på centret, der fungerer som tolk, på livet.

Truslerne blev også rettet imod en fotograf fra TV Øst, som også blev skubbet, oplyser Henriette Rosenborg Larsen.

Ifølge TV Øst skete overfaldet på fotografen, mens kameraet var slukket. Angiveligt kom asylansøgeren løbende bagfra og skubbede fotografen i ryggen. Han kom ikke noget til, og TV Øst oplyser, at hændelsen ikke er meldt til politiet.

Tv-stationen oplyser, at den 34-årige skal være psykisk syg, men den oplysning kan Henriette Rosenborg Larsen ikke bekræfte over for Ritzau.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress