17/12-15 16:34

26-årig får 18 måneders fængsel for hærværk mod asylcenter26-årig får 18 måneders fængsel for hærværk mod asylcenter

En 26-årig mand skal halvandet år bag tremmer for hærværk mod østjysk asylcenter.

storybild

(Billede: Polfoto)

En 26-årig mand blev torsdag idømt halvandet års ubetinget fængsel for at have stukket ild til en minibus ved asylcentret Lyngbygård ved Grenaa i august.

Desuden stod manden bag tre tilfælde af hærværk mod asylcentret i marts, juli og august, hvor han malede hagekors og skrev "DNSB" ved et garageanlæg ved asylcentret.

Manden har siddet varetægtsfængslet siden 27. august, og da sagen kom for retten torsdag tilstod han alle forhold.

Anklager Rikke Hyttel mente, at den 26-årige stod til mellem halvandet og to års fængsel. Hun fandt, at det var en skærpende omstændighed, at manden tidligere er dømt for brandstiftelse, hærværk og butikstyverier.

Desuden mente hun, at det var en skærpende omstændighed, at den 26-årige med sine handlinger gik efter at ramme en minoritetsgruppe - nemlig de 80 flygtninge, der befandt sig på asylcentret.

Ved retsmødet kom det frem, at den 26-årige har været tilknyttet det højreekstremistiske parti Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse (DNSB).

Den 26-årige fortalte dog retten, at han ikke længere er medlem af bevægelsen.

Den 26-årige forklarede desuden, at han med sine handlinger forsøgte at råbe folketingspolitikerne op for at gøre opmærksom på, at den førte udlændinge- og indvandrerpolitik efter mandens mening er forkert.

Danmark er ikke et sted for ikke-europæere, forklarede manden.

- Jeg gik ikke efter beboerne på flygtningecentret personligt. Havde jeg gjort det, kunne jeg jo have valgt at brænde centret ned, forklarede den 26-årige og understregede, at han udelukkende handlede på egen hånd.

Den 26-årige sagde i retten, at han fortrød sine handlinger.

- Jeg er ikke medlem af DNSB længere og fortryder det, jeg har gjort, forklarede han.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress