Af Ritzau - 11/05-16 14:36; Opdateret: 11/05-16 16:07

USA nægter kampflyproducenter deltagelse i dansk høringUSA nægter kampflyproducenter deltagelse i dansk høring

USA's regering har bedt Lockheed Martin og Boeing om at melde afbud, oplyser De Konservatives Rasmus Jarlov.

storybild

F-16-flyene flyver på lånt tid. Der skal snart købes nye kampfly til det danske forsvar. (Billede: Scanpix/Claus Fisker)

Når der fredag er høring i Folketinget om Danmarks kommende kampfly, bliver det uden to af de tre producenter, som håber at kunne levere fly til Forsvaret fremover.

Den amerikanske regering har nemlig bedt Lockheed Martin og Boeing om ikke at deltage i den høring, som De Konservatives forsvarsordfører, Rasmus Jarlov, arrangerer.

Det fortæller Jarlov selv. Han kender ikke begrundelsen for afbuddene.

Den tredje producent, Eurofighter, har fortsat planer om at deltage i høringen, som nu bliver afviklet i en yderst forkortet udgave.

Både Lockheed Martin og Boeing havde ellers meldt deres ankomst med topfolk, oplyser Jarlov. Formålet med høringen har været at sikre åbenhed og en åben debat om valget af fly, lyder det fra Rasmus Jarlov.

- Det er ret dramatisk og selvfølgelig også ærgerligt med et afbud to dage før høringen, når 150 mennesker sidder klar til at høre dem.

- Jeg kan ikke tolke ret meget på det, men kun ærgre mig over det. For det giver et indtryk af lukkethed.

- Meningen med høringen er at skabe åbenhed. Vi vil give offentligheden en mulighed for at stille spørgsmål og få svar på de bekymringer, der måtte være, siger Jarlov.

Han vil ikke kontakte den amerikanske regering eller bede den danske om at gøre det for at få en forklaring på afbuddene.

- Jeg kan ikke tvinge nogen til noget, men jeg kan undre mig over, at en producent, som vil have os at bruge 30 til 90 milliarder kroner, ikke ønsker at tale med os. Det er ikke det bedste salgsarbejde efter min opfattelse, siger Rasmus Jarlov.

De tre flyproducenter afleverede i juli 2014 et bindende tilbud på at levere afløseren for F-16-flyene.

Eksperterne er ikke i tvivl om, at Danmarks næste kampfly skal være det amerikanske F-35-fly, som Lockheed Martin producerer. Det har Radio24syv tidligere erfaret fra "centrale kilder", som radiostationen dog ikke har navngivet.

En ekspertgruppe i et særligt projektkontor under Forsvarsministeriet har i en årrække evalueret de tre kandidater, og eksperternes rapport har ifølge Ritzaus oplysninger reelt ligget klar i månedsvis.

I rapporten har de vurderet de tre kandidater ud fra fire parametre: Deres militærfaglige betydning, deres alliancepolitiske betydning, økonomien og deres evne til at skabe omsætning i den danske forsvarsindustri.

Ifølge Radio24syv vinder F-35-flyet i projektkontorets rapport på alle fire områder.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress