Af Ritzau - 15/09-16 15:43

Anklager: Midnatsopkald beviser svindel med brændstofAnklager: Midnatsopkald beviser svindel med brændstof

En tidligere ansats forklaring vidner ifølge anklager om, at dansk oliefirma har svindlet for millioner.

storybild

Et dansk oliehandelsfirma er ved Retten i Kolding tiltalt for at have sendt fupfakturaer for 24,3 millioner kroner til en kunde i Malaysia. (Billede: Free/Jan Bjerre Lauridsen, Ritzau)

To topchefer i et dansk oliehandelsfirma står hver til mindst fire års fængsel i en sag om bedrageri for 24,3 millioner kroner.

Sådan lyder det fra anklager Knud Damgaard Kiesbye fra Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet - i daglig tale Bagmandspolitiet.

Ud over fængsel til topcheferne går anklageren efter konfiskation af den påståede fortjeneste ved svindlen samt en klækkelig bøde.

Firmaet, der er beskyttet af navneforbud, er anklaget for systematisk at overfakturere en kunde i Malaysia.

Det er ifølge anklagen sket ved, at det danske firma i 24 tilfælde skal have leveret mindre skibsbrændstof, end kunden havde betalt for.

Det danske firma hævder, at den bestilte vare blev leveret via underleverandøren Templar - et selskab, som er indregistreret på Saint Vincent og Grenadinerne i det Caribiske Hav.

Den forklaring tror anklageren ikke på.

Han henholder sig til vidneforklaringen fra en tidligere ansat i det svindeltiltalte firma.

Vidnet har i retten forklaret, at han på et tidspunkt fik et telefonopkald ved midnatstid fra sin arbejdsgiver.

Den tidligere medarbejder har forklaret, at han blev pålagt øjeblikkeligt at kontakte den fysiske leverandør af skibsbrændstoffet.

Årsagen var, at der var en kontrol på vej på et af de to skibe, som tilhørte den malaysiske kunde. Nu skulle de have den mængde brændstof, de havde bestilt, forklarede vidnet.

- Hvorfor skulle han få sådan et opkald midt om natten, hvis der ikke var underleveret, spørger Knud Damgaard Kiesbye under sin afsluttende bemærkning i retten.

Den tidligere medarbejder har også forklaret, at han af sin chef fik besked på, at der kun skulle leveres 800 tons, når kunden bestilte 1000 tons skibsbrændstof.

Forsvarene for det danske firma mener, at vidnets forklaring svækkes af, at han har et hævnmotiv.

Det skyldes, at den tidligere medarbejder blev politianmeldt af det danske firma på grund af en række transaktioner med et afrikansk selskab.

Der falder dom i sagen mod det danske oliehandelsfirma torsdag 22. september.

Både de to tiltalte og firmaet er beskyttet af navneforbud.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress