Af Agnete Finnemann Scheel - 30/09-15 13:19

Thulesen: Peter Christensen bliver god forsvarsministerThulesen: Peter Christensen bliver god forsvarsminister

Peter Christensen taler direkte ud af posen og vil udfylde rolle. DF giver ny forsvarsminister blåt stempel.

storybild

(Billede: Polfoto)

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har truffet det rigtige valg ved at udpege Peter Christensen (V) til ny forsvarsminister.

Det er vurderingen hos blå bloks største parti, Dansk Folkeparti. Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, siger:

- Jeg synes ikke, det er et overraskende valg. Jeg har hele tiden tænkt, at han var en af dem, som Lars Løkke ville trække tilbage i landspolitik, når muligheden var der. Det var den så nu.

LÆS OGSÅ: Qvortrup: Endelig råder Løkke bod på Peter Christensens tabte mandat

- Nu trækker en sønderjyde sig fra posten og bliver afløst af en anden sønderjyde, og på den måde er landsdelen fortsat repræsenteret på forsvarsministerposten, siger Kristian Thulesen Dahl.

Han ønsker Peter Christensen velkommen tilbage i landspolitik, hvor der forude venter en række store forhandlinger om blandt andet køb af kampfly og et nyt forsvarsforlig.

Her vil Peter Christensen vise sig som en pragmatisk og direkte forhandlingsleder, forventer Kristian Thulesen Dahl:

- Vi kender Peter Christensen som en politiker, der er nem at diskutere med og som taler direkte ud af posen. Det har vi haft tradition for i de år, han har siddet på Christiansborg, og det er også vores tilgang til tingene.

- Derfor er jeg overbevist om, at han vil kunne udfylde posten på en god måde, og vi kan få et godt samarbejde, siger Kristian Thulesen Dahl.

Han betegner det som afgørende, at der nu kommer fokus på de "kæmpe udfordringer", som forsvarets står over for.

Det vil for DF blandt andet sige køb af nyt kampfly, hvor politikerne ventes at vælge flytype i efteråret:

- Nu skal der fuld blus på diskussionen om, hvilke fly der er de rigtige at indkøbe, og hvordan vi får den bedste forretning ud af dem i forhold til modkøbsklausuler, siger Kristian Thulesen Dahl.

Han ser også gerne, at Peter Christensen kaster sig over bedre vilkår for officerer og ansatte i Forsvaret, som er begyndt at søge væk i frustration.

LÆS OGSÅ: DR beklager forkert navn på forsvarsminister

- De har krav på, at der en forsvarsminister, som er 100 procent koncentreret om at sørge for, at de har en ordentlig arbejdsdag, siger Kristian Thulesen Dahl.

Han håber samtidig, at Peter Christensen i det kommende forsvarsforlig vil stoppe besparelserne på forsvaret:

- Det sparehug på 2,7 milliarder kroner, som vi lavede i sidste forsvarsforlig, har sat sig spor i forsvarets række. Nu har vi nået bunden af, hvad der er forsvarligt.

- Har vi mulighed for at tilføre ressourcer, vil det være fint, men der skal brede sig en erkendelse af, at løbet er kørt med hensyn til at finde besparelser i forsvaret, siger Kristian Thulesen Dahl.

LÆS OGSÅ: Qvortrup: Ministerafgang er et kæmpe nederlag for regeringen

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress