31/03-16 14:39

Elbranchen vil have bedre vilkår for grøn strømElbranchen vil have bedre vilkår for grøn strøm

Regeringen må ikke bruge den nye Energikommission til at bremse grønne omstilling, mener Dansk Energi.

storybild

Kulkraft vil fortsat være en del af Danmarks energiproduktion. Studstrupværket nær Aarhus er dog allerede ved at blive ombygget fra kul til træpiller. (Billede: Polfoto/Casper Dalhoff)

Den grønne strøm skal have bedre vilkår i Danmark, så den lettere kan fortrænge de fossile brændstoffer.

Det er højt på ønskelisten fra Dansk Energis direktør, Lars Aagaard, til regeringens nye energikommission.

- I Danmark er afgiften på vores stadigt grønnere el næsten fem gange højere end afgiften på fyringsolie. Det giver ingen mening i forhold til den omstilling, det danske energimarked står midt i.

- Derfor vil jeg klart opfordre kommissionen til at forholde sig til den stopklods, der hedder skatter og afgifter. Det er simpelthen nødvendigt, hvis vi for alvor skal have mere ud af vores investeringer i vedvarende energi, skriver Lars Aagaard i en kommentar.

Med Energikommissionen har regeringen sat et mål om at være uafhængig af fossile brændstoffer som kul, olie og naturgas i 2050. Til gengæld er målet om at udfase kul og naturgas og at opnå 100 procent vedvarende energi i 2035 droppet.

Det vækker kritik fra Det Økologiske Råd.

- Der kan være behov for at justere de mål, som blev sat under den forrige regering. Men den nuværende regering skrotter helt delmål, hvilket gør det meget usikkert, om vi faktisk når 2050-målet, lyder kommentaren fra miljøorganisationen.

Regeringen har ændret målsætningen fra et fossilfrit land til et, der er uafhængigt af fossile brændstoffer. Det betyder, at der skal produceres nok vedvarende energi til at dække Danmarks energiforbrug, men at der samtidig kan bruges benzin og kul.

Den grønne energi kan i så fald eksporteres i stedet for at opvarme danske hjem.

Helt konkret skal kommissionen se på at få omkostningerne ned, mens gode vilkår for erhvervslivet skal bibeholdes.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress