Af Ritzau - 05/01-17 15:50; Opdateret: 05/01-17 16:06

Minister: Knivforbud på bosteder rammer unødvendigt hårdtMinister: Knivforbud på bosteder rammer unødvendigt hårdt

Knive skal ikke forbydes på psykiatriske bosteder, mener børne- og socialminister Mai Mercado (K).

storybild

Socialdemokratiets Pernille Rosenkrantz-Theil (til højre) vil have knive forbudt på psykiatriske bosteder. Det vil den konservative børne- og socialminister Mai Mercado (til venstre) ikke. (Billede: Scanpix/Ólafur Steinar Gestsson)

Børne- og socialminister Mai Mercado (K) er ikke klar til at indføre et forbud mod knive på psykiatriske botilbud.

I hvert fald ikke for alle.

- En stor del af beboerne er hverken udadreagerende eller truende. Så et generelt forbud vil også ramme den udviklingshæmmede eller psykisk sårbare.

- Det er vigtigt, vi finder løsninger, der passer til problemet i stedet for at diskutere et generelt forbud. Det vil ramme nogle borgere unødvendigt hårdt, siger hun.

Forslaget om et forbud mod knive på bostederne kommer fra Københavns Kommunes socialborgmester, Jesper Christensen (S), efter flere episoder med drab, trusler og overfald.

På Christiansborg har både Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti åbnet for, at et knivforbud kan være løsningen på udvalgte bosteder.

Om det kan komme på tale på enkelte bosteder, giver ministeren dog ikke et klart svar på.

Spørgsmål: Hvis det nu bliver indført på udvalgte bosteder, så det kun rammer, hvor det er nødvendigt?

- Jeg har sagt meget klart, at jeg gerne vil se på, hvordan vi løser problemerne med farlige genstande på bostederne. Det er helt afgørende, at ansatte kan gå på arbejde og føle sig trygge, lige som beboerne også skal kunne føle sig trygge, siger ministeren.

Hun henviser til en aftale fra efteråret om at afsætte 400 millioner kroner over fire år til sikkerhed på bostederne, som alle Folketingets partier på nær Enhedslisten stod bag.

Af de penge går 124 millioner kroner til en generel voldsforebyggende indsats.

- Vi har en politisk aftale. Lad os nu se den komme ud og virke. Men jeg er fuldt ud villig til at diskutere og finde løsninger, som kan forebygge vold og specifikt peger på, hvordan vi løser problemer med knive på bostederne, siger hun.

I Socialdemokratiet er socialordfører Pernille Rosenkrantz-Theil ikke imponeret af ministerens indstilling til forbuddet.

- Det undrer mig, at ministeren er så skeptisk, som hendes udtalelse lyder på mig. Der har været mange drab på bostederne de seneste år. Derfor er det en god idé for en ny minister at lytte til, hvad de siger ude i virkeligheden, siger hun.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress