23/02-16 14:06; Opdateret: 23/02-16 14:37

Minister lytter til forskerkritik - men fastholder pakkeMinister lytter til forskerkritik - men fastholder pakke

Der er stadig flertal for landbrugspakken, efter at miljøminister Eva Kjer Hansen blev grillet af forskere.

storybild

Formanden for Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg, René Christensen (DF), havde indkaldt fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) til høring efter kritikken af ministeriets landbrugspakke. (Billede: Polfoto/Jacob Ehrbahn)

Selv om kritikken er haglet ned over fødevare- og miljøminister Eva Kjer Hansen (V) i løbet af den seneste uge, er der ikke grund til at ændre så meget som et komma i den endelige lovtekst, som torsdag skal tredjebehandles i folketingssalen.

Nogenlunde sådan lyder udmeldingen fra Eva Kjer Hansen efter en høring, hvor syv forskere har udtalt sig kritisk om regeringens fødevare- og landbrugspakke.

- Så vidt jeg kan se, så er der ikke kommet nye eller anderledes tal frem i dag.

- Der har været en uenighed og en kritik i forhold til den måde, vi har lavet 2016-tallene på. Jeg har lyttet til, hvad forskerne siger, det ændrer ikke ved, at jeg har lagt det hele åbent frem og redegjort for, hvorfor vi har gjort, som vi har gjort, siger Eva Kjer Hansen.

En af de største indvendinger mod pakken går på, at der er lagt effekter fra flere forudgående år ind i samme år, nemlig 2016.

Men det har hele tiden været lagt åbent frem, siger ministeren og henviser til en udleveringsnotits fra 10. december 2015, hvor der advares om samme.

- Det helt afgørende er, at det har været lagt åbent frem og forklaret hele vejen igennem. Så er det fint nok at tage en diskussion om opgørelsesmetoden, og hvad man synes om den, siger Eva Kjer Hansen.

Spørgsmål: Så længe man lægger det åbent frem, kan man så godt regne på en misvisende måde?

- Vi har gjort det med åbne øjne, det har været gjort hele vejen igennem, tallene er korrekte, siger Eva Kjer Hansen.

Efter høringen siger De Konservatives landbrugsordfører, Rasmus Jarlov, at blå bloks mindste parti ikke anser miljøeffekten af landbrugspakken for så skadelig, at man vil blokere for den. Men kritikken vækker opsigt.

- Det undrer mig rigtig meget, at ministeren vil holde fast i, at man kan lægge fire års reduktioner ind under et år, det er simpelthen forkert, det kan man ikke.

- Hvilke konsekvenser det skal have, må vi se på, siger Rasmus Jarlov.

Spørgsmål: Tallene er blevet fremlagt under forhandlingerne. Burde I have opdaget det?

- Det er ikke sådan, at hvis vi ikke opdager, at der er forkerte tal, så er det okay, at vildlede os. Man kan godt påstå, at vi har været ubegavede, og at vi ikke har fulgt med i timen.

- Men det ændrer intet, for uanset om vi har været ubegavede eller sovet i timen - det har vi ikke -, så er det stadig sådan, at vi skal have retvisende tal. Og det er ministeriets ansvar og ikke mit, siger Rasmus Jarlov.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress