Af Ritzau - 28/10-16 10:41; Opdateret: 28/10-16 14:35

Forsvarere førte dommer bag lyset - krævede dobbelt salærForsvarere førte dommer bag lyset - krævede dobbelt salær

Københavns Byret godkender bøder på 20.000 kroner til advokaterne Erbil Kaya og Mads Kramme.

storybild

Tre dommere i Københavns Byret er enige om, at to advokater groft overtrådte god advokatskik, da de forsøgte at blive tillagt høje salærer for retsmøder, de ikke selv havde deltaget i (arkivfoto). (Billede: Free/Per Johansen)

To forsvarere fra et stort advokatfirma gav en domstol fejlagtige oplysninger, da de forsøgte at score uberettigede høje salærer.

Det er facit i en dom, som Københavns Byret netop har afsagt.

Den drejer sig om advokaterne Erbil Kaya og Mads Kramme, der er partnere i TVC Advokatfirma.

Begge advokater bad i 2014 Retten på Frederiksberg om at blive tillagt et a conto-salær.

De fortalte begge, at de havde overværet otte retsmøder i andre straffesager som led i forsvaret af deres klienter.

Kravet var 128.081 kroner til hver.

Imidlertid havde Mads Kramme slet ikke sat sine ben i retslokalet de otte dage.

Og Erbil Kaya havde kun overværet ét enkelt retsmøde.

I stedet havde en af firmaets advokatfuldmægtige repræsenteret begge advokater ved syv retsmøder.

Anmodningen om salær blev første gang rejst i april 2014. Retten besluttede ikke at betale.

Derefter gjorde de et nyt forsøg i oktober, og nu var regningen justeret til 132.500 kroner til hver.

Forløbet endte med, at retten i stedet tilkendte hver forsvarer 40.000 kroner i salær - og samtidig fik de en klagesag på halsen.

Advokatnævnet stemplede sidste år advokaternes opførsel som grov og i strid med god advokatskik. Bøderne blev på 20.000 kroner til hver.

Imidlertid har Kaya og Kramme forsøgt at blive renset i Københavns Byret, men det er mislykkedes.

Tre dommere har netop godkendt den disciplinære straf.

Først slår de fast, at det er en advokats ansvar, at der alene kræves salær for det arbejde, som advokaten faktisk har udført.

Kaya og Kramme har ikke givet retten "de korrekte og dækkende oplysninger, der bør fremgå af en salæropgørelse," fastslår dommerne.

Og de noterer også, at opgørelserne "kunne have medført, at advokaterne var blevet tilkendt a conto-salær, der betydeligt oversteg det arbejde, som de på dette tidspunkt kunne forvente at få honoreret."

Under retssagen har advokaterne hævdet, at Retten på Frederiksberg ikke er blevet forsøgt ført bag lyset.

Retten var fuldstændig klar over, at én fuldmægtig havde repræsenteret dem begge syv gange, og at Kaya var mødt for begge i et retsmøde, har de sagt.

De to advokater har nu mulighed for at anke dommen til landsretten.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress