Af Ritzau - 02/10-16 06:01

Troels Lund Poulsen vil styrke udkanten med flere initiativerTroels Lund Poulsen vil styrke udkanten med flere initiativer

Blandt andet udflytning af statslige arbejdspladser har skabt liv i landdistrikterne, mener erhvervsminister.

storybild

Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) mener, at den negative udvikling i landdistrikterne er ved at være vendt. (Arkivfoto) (Billede: Scanpix/Michael Drost-hansen)

Den onde cirkel med tomme huse og lukkede fabrikker på landet er ved at være brudt.

Det mener erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V), som ser tegn på spirende vækst i landdistrikterne.

- Der er fremgang at spore både i forhold til boligpriser, befolkningstal og beskæftigelse, siger Troels Lund Poulsen.

- Den økonomiske situation er heldigvis blevet bedre i hele landet. Men vi har understøttet en god økonomisk udvikling med initiativer, som styrker landdistrikterne, siger han.

Boligsalget er steget med 2,3 procent i hele landet fra juli 2015 til juli 2016. Ifølge Erhvervs- og Vækstministeriet er det særlig kommuner uden for de større byområder, der har oplevet fremgang.

85 kommuner har oplevet fremgang i befolkningstallet, og beskæftigelsen er ligeledes steget i 85 kommuner. Det fremgår dog ikke, hvilke kommuner det drejer sig om, eller hvor stor stigningen er.

Troels Lund Poulsen forventer, at udviklingen i landdistrikterne vil tage fart de kommende år, når regeringens initiativer for alvor er ført ud i livet.

Han fremhæver blandt andet landbrugs- og fødevareaftalen, aftalen om lempelse af planloven og regeringens udflytning af 4000 statslige arbejdspladser.

- Udflytning af arbejdspladser er med til at give tro på, at der er en fremtid uden for de store vækstcentre, mener erhvervs- og vækstministeren.

Omkring 1000 arbejdspladser er allerede blevet flyttet. Baseret på erfaringer i ind- og udland har flere økonomer sået tvivl om, hvorvidt udflytningen vil skabe vækst. Det er Troels Lund Poulsen dog overbevist om.

- I sig selv er det ikke en vækstmotor. Men det er det indirekte. Unge, der er uddannet i Aalborg og Aarhus vil måske ikke nødvendigvis flytte til København, fordi der bliver flere attraktive arbejdspladser i det jyske, siger han.

Mandag holder Erhvervs- og Vækstministeriet en landdistriktskonference. Her vil Troels Lund Poulsen præsentere flere positive tal. Han bebuder, at han i fremtiden vil foreslå nye tiltag, der skal styrke landdistrikterne.

- Jeg er ikke færdig med at præsentere politiske forslag, der styrker landdistrikterne. Men dem kommer jeg ikke til at offentliggøre her, siger han.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress