Af Ritzau - 08/06-16 04:01

Kurdere har nægtet millionstøtte til PKK-terrorKurdere har nægtet millionstøtte til PKK-terror

Kurdisk organisation indkalder til demonstration ved Østre Landsret, der afsiger kendelse i sag mod 10 mænd.

storybild

Sagen mod 10 kurdiske mænd endte med frifindelse ved Københavns Byret i 2014, hvilket spredte glæde, som det fremgår af billedet.. I dag tager Østre Landsret stilling i sagen. (Billede: Scanpix/Jens Astrup)

Igennem snart fire år har en gruppe kurdiske mænd afvist påstanden om, at de har indsamlet millioner af kroner til terrorisme.

Onsdag kommer den endelige afgørelse i retssystemet. Østre Landsret afsiger kendelse om, hvorvidt de 10 mænd er skyldige i at have indsamlet og formidlet penge til PKK, Kurdistans Arbejderparti.

De fleste er tiltalt for 16 millioner kroner. Det gælder for eksempel den 75-årige mand, der kaldes onkel Hassan. Hjemme i hans lejlighed blev der holdt flere møder om, hvordan det gik med at kratte penge ind.

Én af mændene er dog tiltalt for i alt 140 millioner kroner.

Det var tilbage i september 2012, at politiet gik i aktion med en stribe anholdelser i det, der blev kaldt "Operation Batman."

Men anklagemyndigheden led et markant nederlag, da sagen i første omgang kom til eksamen i Københavns Byret.

I oktober 2014 blev samtlige frifundet. Statsadvokaten i København ankede dommen, og nu er landsretten altså klar med sin vurdering.

En del af pengene kom fra blandt andre restauratører, grønthandlere og andre erhvervsdrivende, der blev opsøgt og fik et prik på skulderen.

Millionerne blev indsamlet især til den kurdiske tv-station Roj TV.

Og et af de afgørende spørgsmål har været, om mændene dengang vidste, at tv-stationen var tæt forbundet med PKK.

Nej, sagde Københavns Byret i sin begrundelse for frifindelsen.

Indsamlingerne fandt nemlig sted, før byretten i en anden sag havde slået fast, at man nærmest kan sætte lighedstegn mellem tv-stationen og PKK.

Der var ikke skaffet bevis for, at mændene var klar over den tætte forbindelse, lød det.

Dengang blev der krammet ivrigt mellem tiltalte, forsvarere og pårørende.

- Vi har stolet på Danmark, vi har stolet på retfærdigheden, sagde en af de frifundne.

Sagen oser af storpolitik. Tidligere har repræsentanter for Tyrkiets ambassade siddet på tilhørerpladserne i Københavns Byret.

Undervejs i processen er en række blodige begivenheder blevet beskrevet. Men en af forsvarerne mener, at forholdet mellem den tyrkiske stat og PKK reelt kan beskrives som en væbnet intern konflikt. Og at der netop af den grund ikke kan dømmes for terrorisme.

Landsrettens afgørelse vil ikke gå stille af. En kurdisk organisation har indkaldt til demonstration udenfor retten i Bredgade i København. Flere politikere ventes at holde tale.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress