Af Ritzau - 30/06-16 12:53; Opdateret: 30/06-16 13:31

Verdens længste møllevinge kører gennem Jylland i aftenVerdens længste møllevinge kører gennem Jylland i aften

Vejskilte og autoværn pilles ned, når den længste vindmøllevinge køres fra Kolding til Aalborg torsdag aften.

storybild

En 100 meter lang vindmølletransport kører torsdag aften fra Kolding til Aalborg. Arkivfoto (Billede: Scanpix/Henning Bagger)

60 tons tung og 100 meter lang.

Det er noget af et syn, der møder bilisterne på motorvej E45, når verdens længste vindmølletransport torsdag aften kører op gennem Jylland.

Lasten består af verdens længste vinge fra producenten LM Wind Power. Vingen har afgang fra Lunderskov ved Kolding klokken 21:30 med kurs mod Aalborg.

Det oplyser LM Wind Power.

Den særlige transport kræver stor forsigtighed. Læsset er for eksempel 4,47 meter højt. Køretøjer må maksimalt være 4,50 meter høje, når de kører på de danske veje.

Så vingen må listes under broerne undervejs.

Desuden er der kun få centimeter mellem vingen og de trafiklys, autoværn og skilte, som den passerer. Derfor står specialister klar til at pille autoværn og skilte ned.

- Det er meget spændende. Det er verdens største vinge, der bliver vist til verden for første gang i aften. Men vi er godt forberedt, siger senior manager Koos van der Zee fra LM Wind Power, der er ansvarlig for transporten.

I ni måneder har LM Wind Power forberedt turen for at sikre, at vindmøllevingen kommer fra Kolding til Aalborg uden at blive beskadiget og uden selv at lave ravage.

- Vi har samarbejdet med firmaer, der kender til særtransporter, og som har erfaring med at udvikle transporter, siger Koos van der Zee.

Lastbilen vil køre med 45 til 50 kilometer i timen på motorvej E45.

Turen ventes at tage fire til fem timer. Motorvej E45 bliver kun spærret kortvarigt ved Kolding Syd, hvor transporten får fem minutter til at stoppe og bakke.

- Vi får support fra politiet og fra forskellige følgevogne. Og så er der selvfølgelig transportfirmaet og dets folk, der står til rådighed, siger Koos van der Zee.

Vingen er produceret i Lunderskov og skal afprøves i et testcenter i Aalborg.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress