Af - 22/09-15 18:09

Nordsjællandske hunde ramt af mide-sygdom: Vi skal selv fange rævenNordsjællandske hunde ramt af mide-sygdom: Vi skal selv fange ræven

Hvis ræve spreder skab i dit lokalområde, er du overladt til dig selv, indtil ræven til sidst er så udmattet, at den ikke bevæger sig.

Bildstrecke im Grossformat »

Hvis en ræv spreder sygdommen skab i dit lokalområde, er det dit eget ansvar at købe en rævefælde og fange den.

Den realitet har ramt en række borgere i den nordsjællandske by Espergærde, der siden starten af august har forsøgt at lokke ræven i fælden med pølser, æg og flæskesteg. Imens er mindst syv af områdets hunde blevet smittet.

- Det har jeg det selvfølgelig dårligt med. Vores hund skal nu i tredje behandling, og imens kan vi se, hvordan ræven mister mere og mere pels. Den går jo forbi køkkenvinduet nu og da, og i går aftes så min mand den ude på vejen. Den så ikke godt ud, fortæller Isabella Olsen.

Naboen har jagttegn, men da familien bor i et villakvarter, må han ikke selv skyde ræven.

Både Naturstyrelsen og Dyrenes Beskyttelse bekræfter, at den syge smittespreder er borgernes eget ansvar. Først hvis ræven er blevet så afkræftet, at den ikke længere flygter ved menneskekontakt, kan man kontakte Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral og få hjælp.

- Der er ikke nogen tvivl om, at det er en smertefuld måde for ræven at dø på, men groft sagt er hunden det mindste problem. For selv om det er ubehageligt for hunden, så er det ikke livstruende. Det er det for ræven, siger zoolog hos Dyrenes Beskyttelse Michael Carlsen.

Han pointerer, at det ikke vil løse problemet i Espergærde at skyde én ræv, da der 'altid er flere smittede i området'.

LÆS OGSÅ: Storbyhunde truet af farlig dræber-orm

Har ingen løsninger
Hos Naturstyrelsen lyder meldingen, at man ikke har en effektiv måde at bekæmpe ræveskab.

- Hvis der var en løsning, så havde vi brugt den, men vi har ingen brugbare løsninger. Vi henviser til, at grundejeren selv fanger ræven, for en rævefælde skal tilses minimum to gange i døgnet, og det vil være en ekstremt stor opgave, siger Niels Worm, vildtkonsulent ved Naturstyrelsen Nordsjælland.

Ligesom Michael Carlsen beskriver han, hvordan det er nærmest en umulig opgave for en jæger at skyde en ræv, da jægeren risikerer skulle sidde i eksempelvis et villakvarter i dagevis med et skarpladt våben, imens han venter på, at ræven kommer igen.

- Det bedste råd, hvis man har hund i huset, det er at få et effektivt højt hegn, som ræven ikke kan komme igennem. Dertil skal man sørge for, at skraldespanden er lukket forsvarligt, og at der ikke er madrester fremme. Ræven er et vanedyr ligesom os og kommer, hvor maden er let tilgængelig, siger Niels Worm.

Ifølge Michael Carlsen fra Dyrenes Beskyttelse er rævefælden sjældent en effektiv løsning, da ræven typisk dør af sygdommen, før den ryger i fælden. Og han mener, at det er en diskussion værdig, om man overhovedet bør forsøge at fange ræve i fælder.

- Måske er det bedre at lade ræven være i fred og dø af sygdommen? Alternativet for ræven kan være mange timer i et bur i ekstrem angst, anfører Michael Carlsen.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress