Af Ritzau - 18/11-16 06:01

Tiltale: Pige kaldte el-Hussein for helt efter angrebTiltale: Pige kaldte el-Hussein for helt efter angreb

En nu 17-årig pige tiltales for terrorbilligelse. Hun kaldte Omar el-Hussein en helt efter Krudttønden-angreb.

storybild

Omar El-Hussein angreb i februar 2016 Krudttønden på Østerbro. Dagen efter omtalte en 16-årig pige Omar El-Hussin som en helt på Facebook. Hun er ved Københavns Byret tiltalt for at billige terror. (Billede: Scanpix/Liselotte Sabroe)

Efter Omar el-Hussein angreb Krudttønden og synagogen i Krystalgade i København sidste år, skrev en 16-årig pige et opslag på Facebook.

Angrebene endte med, at Omar el-Hussein 15. februar blev dræbt i en skudveksling med Politiets Aktionsstyrke. Dagen efter skriver den 16-årige på Facebook:

- Det er så trist at han skulle dø på den måde, men han gjorde noget, som ingen andre turde gøre. Han gjorde det for profet Muhammads skyld. Han er sandelig en helt, skrev hun blandt andet i opslaget ifølge anklageskriftet.

Fredag skal den i dag 17-årige pige i Københavns Byret, hvor hun er tiltalt for at have billiget terror i opslaget.

Her vil anklageren nedlægge påstand om, at den udenlandske pige skal have en betinget udvisning af landet samt en fængselsstraf.

Københavns Byret fastslog i september, at der var tale om terror, da Omar el-Hussein skød og dræbte to personer i København.

Der har i det seneste år været flere sager, hvor personer er blevet tiltalt for at støtte terror.

En 34-årig salafist er for tiden tiltalt for billigelse af terror. Han skal blandt andet have hyldet Omar el-Hussein efter angrebene i København til en fransk tv-station.

Den 34-åriges sag kommer for Københavns Byret 11. januar næste år.

I september var der ligeledes en sag om terrorbilligelse. Her blev en 25-årig iraker i Københavns Byret idømt en betinget udvisning og tre måneders fængsel for at billige terror og for at opfordre til en forbrydelse.

På Facebook linkede irakeren til en artikel om angrebet på Charlie Hebdo i Paris og skrev på arabisk: "Oh gud, lovprisningen tilfalder dig".

Desuden indsatte han en smiley, da han linkede til en artikel med titlen "Live: Flere døde på fransk ugeblad".

Der ventes at falde dom i sagen om den 17-årige pige ved retsmødet fredag.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress