Af Ritzau - 11/04-16 06:31; Opdateret: 11/04-16 13:36

Kommuner bruger sprøjtemidler til kamp mod ukrudtKommuner bruger sprøjtemidler til kamp mod ukrudt

Sprøjtemidler letter kampen mod ukrudt i flere kommuner. Det kan dog få miljømæssige konsekvenser, lyder det.

storybild

Mange kommuner bruger sprøjtegiften "Roundup" for at komme ukrudt til livs. (Billede: Free/Colourbox)

Ukrudt vokser i bedste velgående i mange kommuner. Derfor finder flere sprøjtegiften "Roundup" frem fra gemmerne for at gøre kål på den uønskede vegetation.

Ritzaus rundspørge viser, at Tønder, Vejen, Aabenraa, Guldborgsund, Svendborg og Lolland har genoptaget brugen af pesticider eller det såkaldte Ultima proFF, der er mindre miljøbelastende. I Svendborg Kommune er der tale om en forsøgsordning.

Nogle steder udgør pesticiderne halvdelen af ukrudtsbekæmpelsen, andre steder er det kun til at bekæmpe særlige planter.

Fælles for kommunerne er, at de efter lang tids indsats med gasbrændere har indset, at det er et møjsommeligt arbejde. Det fortæller Christian Refstrup, chef for Teknik & Miljø i Guldborgsund Kommune.

- Med gasbrændere skal vi hen over ukrudtet rigtig mange gange. Det er bare mindre effektivt, og det koster langt mere i mandetimer, siger han.

I Vejen Kommune gør man klar til at udskifte gasbrænderen med pesticider, og ifølge Thomas Svendsen, ingeniør i Teknik & Miljøafdelingen, er det ikke ensbetydende med, at miljøambitionerne nedgraderes.

- Gas forurener utroligt meget, og der er sket det, at sprøjtemidler er blevet meget mere miljøvenlige, siger han.

Udviklingen sker, selv om kommunerne i 1998 besluttede at stoppe al brug af pesticider, og det bekymrer vandværksorganisationen Danva.

Giften risikerer nemlig at sive gennem jorden og havne i grundvandet, og det er problematisk, fortæller Danvas vand- og miljøkonsulent Claus Vangsgård.

- Sprøjtningerne kan få den samme konsekvens som enhver anden form for pesticider. Det kan blive mange bække små, og dermed blive et problem for drikkevandet, siger han.

Påstanden om at nogle typer sprøjtemidler er ufarlige, møder Claus Vangsgård dog med skepsis.

- Generelt findes der ikke ufarlige pesticider. Det er aldrig noget, vi er interesserede i at få i vores grundvand, siger han.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress