Af Ritzau - 19/11-16 07:01

Danmark vinker farvel til Somalias piraterDanmark vinker farvel til Somalias pirater

Efter ni år med missioner ved Afrikas Horn afslutter Forsvaret nu indsatsen mod somaliske pirater.

storybild

Efter ni år på havet og i luften over Afrikas Horn drejer Forsvaret nu nøglen om for sin indsats mod Somalias pirater. I alt har Danmark i perioden fanget 295 formodede pirater, en bevæbnet pirat i det nordøstlige Somali i 2010, hvor pirateriet i området var på sit højeste. (Billede: Scanpix/Mohamed Dahir)

Der bliver skrevet historie, når et af flyvevåbnets Challengerfly lørdag vender hjem fra Seychellerne, hvorfra det har bidraget til Natos anti-pirateri-mission på den afrikanske østkyst.

Når landingshjulene rører jorden på flyvestationen i Aalborg, markerer de afslutningen på ni år, hvor det danske forsvar har haft krigsskibe og overvågningsfly i Det Indiske Ocean for at holde Somalias frygtede pirater i skak.

Ifølge en opgørelse, Forsvaret har lavet for Ritzau, har de danske fly og krigsskibene "Absalon", "Esbern Snare" og "Iver Huitfeldt" i alt været udsendt i knap 2000 dage ved Afrikas Horn.

Her har de fanget 295 formodede pirater, hvoraf 50 er blevet sendt videre til retsforfølgelse i andre lande.

Dermed har danskerne ifølge direktør Anne H. Steffensen i Danmarks Rederiforening bidraget væsentligt til, at antallet af somaliske piratangreb mod handelsskibe er faldet fra næsten 250 i 2011 til ganske få i år.

- Vi har været rigtig glade for den danske indsats, fordi vi jo med den store handelsflåde, der sejler der forbi, er fuldstændig afhængig af maritim sikkerhed, siger hun.

Alligevel forstår rederiforeningen, at Danmark og de øvrige lande under Nato-missionen "Ocean Shield" nu vender sig mod andre opgaver.

- Vi har da forståelse for, at Danmark eksempelvis har valgt at flytte sit støtteskib op i Middelhavet, hvor der med de mange bådflygtninge var en akut situation, siger hun.

Det store spørgsmål, der rejser sig, når Nato-missionen nu drejer nøglen om, er ifølge Johannes Riber Nordby, militæranalytiker ved Forsvarsakademiet, om pirateriet kommer tilbage.

- Det er 100.000 kroner-spørgsmålet, for Somalia er jo lige så stort et rod i dag, som det var for ti år siden, siger han og fortsætter:

- Når krigsskibene sejler hjem i deres havne, så tror jeg, at der er en meget, meget stor risiko for, at det hele vil blusse op igen. Det kræver kun, at én har heldet med sig, før andre også vil gå i gang igen.

Helt så pessimistisk er Hans Tino Hansen ikke.

Han er ekspert i pirateri og direktør i sikkerhedsfirmaet Risk Intelligence, der blandt andet rådgiver danske rederier om pirattruslen.

- Der kan komme øget aktivitet, men vi kommer ikke til at se en situation som i 2010-2011 igen, hvor pirateriet toppede, siger han.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress