29/02-16 12:50; Opdateret: 29/02-16 13:16

Esben Lunde Larsen ny miljø- og fødevareministerEsben Lunde Larsen ny miljø- og fødevareminister

Ulla Tørnæs overtager Lunde Larsens post som uddannelses- og forskningsminister, oplyser statsministeren.

storybild

Esben Lunde Larsen skifter posten som uddannelses- og forskningsminister ud med posten som ny miljø- og fødevareminister. Han afløser Eva Kjer Hansen, der måtte gå efter sagen om misvisende tal i landbrugspakken. (Linda Johansen/POLFOTO) (Billede: Polfoto/Linda Johansen)

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) vælger at bruge Eva Kjer Hansens (V) afgang som miljø- og fødevareminister til at lave en mindre rokade.

Den nuværende uddannelses- og forskningsminister, Esben Lunde Larsen (V), er udnævnt til ny miljø- og fødevareminister. I stedet for Esben Lunde Larsen bliver Ulla Tørnæs (V) udnævnt til ny uddannelses- og forskningsminister.

Det oplyser statsminister Lars Løkke Rasmussen (V):

- Ny miljø- og fødevareminister bliver Esben Lunde Larsen, og ny uddannelses- og forskningsminister bliver Ulla Tørnæs, som jeg har valgt at kalde hjem fra Europaparlamentet.

- Det betyder, at Morten Løkkegaard udtræder af Folketinget for på ny at blive medlem af Europaparlamentet, og at Jakob Engel-Schmidt kommer i Folketinget igen, skriver Lars Løkke Rasmussen på Facebook.

Det, der lignede en udskiftning af én minister, er dermed blevet til en større omfordeling af posterne i Venstre - både på ministerholdet, i Europaparlamentet og i folketingsgruppen.

Der har været spekuleret i, at Esben Lunde Larsen ville blive flyttet væk fra posten som uddannelses- og forskningsminister, fordi han er kommet i problemer efter plagiat-beskyldninger.

Esben Lunde Larsen har afvist beskyldningerne, og sagen er ikke afsluttet endnu.

Praksisudvalget på Københavns Universitet er i øjeblikket ved at undersøge Esben Lunde Larsens ph.d.-afhandling, efter at der er blevet fundet fem eksempler på plagiat og selvplagiat i den akademiske opgave.

Ministeren bad efter rygter og skriverier i pressen Det Teologiske Fakultet ved Københavns Universitet undersøge afhandlingen, hvorefter fakultetet har sat udvalget på sagen.

Hvis det viser sig, at Esben Lunde Larsen har gjort sig skyldig i plagiat, vil det være meget svært at fortsætte på posten som uddannelses- og forskningsminister.

Sagen vil dog måske få mindre opmærksomhed, hvis han ikke længere er i spidsen for forskningsindsatsen i Danmark.

På Facebook skriver Esben Lunde Larsen efter meddelelsen fra Lars Løkke Rasmussen:

- Takker for statsministerens tillid og udnævnelse til ny minister. Det er en meget spændende opgave - ikke mindst når man som jeg har siddet i begge udvalg i Folketinget. Glæder mig til samarbejdet med de politiske partier. Er nu på vej til Amalienborg. God dag til jer alle, skriver Esben Lunde Larsen.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress