Af Ritzau - 08/07-16 02:16; Opdateret: 08/07-16 04:30

Regeringen kritiseres for nøl med krigszone-forbudRegeringen kritiseres for nøl med krigszone-forbud

Danskere kan ikke straffes for at rejse til konfliktområder i Syrien, selv om en ny lov er trådt i kraft.

storybild

En ny lov, der kan gøre det strafbart at rejse ind i konfliktområder, er trådt i kraft. Men et forbud mod indrejse i eksempelvis Syrien vil først blive indført i september. (Billede: Free/Colourbox)

En ny lov skal forhindre eksempelvis unge danskere i at tage til Syrien og slutte sit til Islamisk Stats kalifat. Men redskabet er endnu ikke taget i brug.

Det skriver Jyllands-Posten.

2. juni vedtog et bredt flertal i Folketinget en lov, der bemyndiger justitsministeren til at gøre det strafbart at rejse ind i og opholde sig i konfliktzoner som Syrien. Loven trådte i kraft 1. juli, men et indrejseforbud vil først blive indført til september.

Det oplyser Justitsministeriet på sin hjemmeside.

De partier, der var med til at stemme regeringens lovforslag igennem, undrer sig og kritiserer, at forbuddet ikke gælder endnu.

Socialdemokraternes retsordfører, Trine Bramsen, fremhæver, at Straffelovrådet så tidligt som i februar gav grønt lys for et forbud, der skal gøre det lettere at retsforfølge danskere, der er vendt hjem fra Syrien.

Justitsminister Søren Pind (V) har derfor haft tid nok til at få styr på detaljerne, så forbuddet blev en realitet, når loven trådte i kraft.

- Det juridiske grundlag var gennemtygget på alle ledder og kanter, og derfor kan jeg ikke se, at det her handler om andet end sløseri fra regeringens side, siger Trine Bramsen.

- Det virker, som om regeringen har haft mere travlt med at komme på sommerferie end med at få de her utroligt vigtige redskaber på plads, siger hun.

En lignende reaktion kommer fra Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Kofod Poulsen.

- Regeringen har sovet i timen. Nu må den se at få udmøntet det og lukket det hul, der er, hvor folk jo har været terrorturister og bare er vendt hjem igen uden nogen konsekvenser, siger han til Jyllands-Posten.

Det er ikke lykkedes avisen at få en kommentar fra justitsminister Søren Pind. Men Venstres retsordfører, Preben Bang Henriksen, vil drøfte med ministeren, om det er muligt at fremrykke indrejseforbuddet.

Der har dog ikke været tale om nøl, fastslår Preben Bang Henriksen.

- Vi skal da have implementeret lovgivningen så hurtigt som overhovedet muligt, men vi er oppe i den grove ende af straffeloven med op til seks års fængsel, og derfor kan vi altså ikke lave det som venstrehåndsarbejde, siger han til Jyllands-Posten.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress