Af Ritzau - 17/11-16 14:47; Opdateret: 17/11-16 16:15

Tidligere V-fødevareminister afviser negligering af MRSATidligere V-fødevareminister afviser negligering af MRSA

Den resistente bakterie blev taget alvorligt fra første færd, siger Henrik Høegh, fødevareminister 2010-2011.

storybild

Tidligere fødevareminister Henrik Høegh (V) mener, at truslen fra MRSA blev taget alvorligt fra starten. Men alligevel har bakterien fået lov at sprede sig i de seks år, der er gået siden han var minister. Arkivfoto. (Billede: Scanpix/Jeppe Michael Jensen)

Smitten med den resistente MRSA-bakterie er steget eksplosivt de senere år. Det går for langsomt med at bremse smitten, lyder det fra regeringen.

Og konsekvensen kan blandt andet blive, at det bliver vanskeligere at behandle sygdomme hos mennesker med penicillin.

Men set i bakspejlet er der ikke noget, tidligere fødevareminister Henrik Høegh (V) ville have gjort anderledes.

Det siger han til Ritzau dagen efter, at hans ministerperiode fra 2010-2011 blev nævnt flere gange på et samråd om sagen.

Den nuværende minister, Esben Lunde Larsen (V), kunne blandt andet fortælle, at Henrik Høegh fik at vide, at forskere DTU pegede på "avlstoppen og opformeringsbesætninger" som områder, hvor der manglede viden.

Det skete i forbindelse med at samråd i november 2010. Men Høegh nævnte ikke oplysningerne på samrådet, oplyste Lunde Larsen onsdag.

Henrik Høegh husker her seks år senere ikke detaljerne i baggrundsmaterialet op til det konkrete samråd. Men han afviser, at politikerne og myndighederne dengang ikke tog sagen alvorligt nok.

- En sag som den her er der rigtig meget frygt og angst i. Derfor var det noget, vi var opmærksomme på krævede ressourcer, siger Høegh.

- På det tidspunkt var omfanget begrænset. Men vi har jo set med for eksempel salmonella, at sådan noget kan udvikle sig.

Selv om Høegh ikke informerede folketingspolitikerne om alt, der stod i de papirer, han fik udleveret om MRSA, så handlede han på informationerne, understreger både Lunde Larsen og Høegh selv.

Den daværende regering nedsatte en forskergruppe, der skulle finde en metode til at spore MRSA og komme med bud på, hvordan bakterien kunne bekæmpes.

Men eksperterne nåede først at afrapportere efter regeringsskiftet i 2011.

Henrik Høegh husker ikke, at der dengang skulle have været debat om en indsats mod avlstoppen.

- Vi var optaget af at få overblik over smittevejene. Men vi var ikke nået til en egentlig handlingsplan, siger han.

- Vi havde jo erfaring fra salmonella, hvor vi havde succes med at bryde smittevejene. Vi var klar over, at det her var mere diffust og svært, men det var jo så det, vi håbede, forskerne havde et bud på.

I 2011 var 14 procent af de danske slagtesvin smittet med MRSA. I 2014 var andelen steget til 68 procent.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress