Af Ritzau - 14/10-16 06:37

Efterårsferien starter med en pose blandede vejrbolsjerEfterårsferien starter med en pose blandede vejrbolsjer

Mildere vinde afløser i løbet af weekenden en kold østenvind og kan til tider give hæderligt efterårsvejr.

storybild

En tur i skoven skulle der gerne blive vejr til i løbet af weekenden, uanset hvor man bor i Danmark. (Billede: Scanpix/Flemming Krogh)

Efterårsferien står for døren, og det kan være en god idé at pakke både vind- og regnfrakken, hvis man skal på tur og bruge den kommende weekend udenfor.

Det fortæller Frank Nielsen, der er vagthavende meteorolog hos DMI fredag morgen.

Han beretter således om en blæsende fredag, en fugtig lørdag og en hæderlig søndag.

- Fredag kan vi få ganske megen vind fra øst. Den bliver frisk til hård og nogle steder op til kuling.

- Der kan godt gå huller i skydækket, så der kan komme enkelte kig til solen. Det bliver cirka ti grader, men kommer på grund af vinden til at føles meget koldere, siger Frank Nielsen.

En lang periode med østenvind kan i weekenden få en ende, når fronter lørdag presser sig på sydfra.

De har sandsynligvis regn med sig, som vil falde i den sydøstlige del af landet lørdag.

- Den langvarige østenvind kommer lidt under pres af fronterne, der forsøger at komme med mildere luft.

- Når regnen først kommer ind, lægger den kraftige vind sig. Det betyder, at lørdagen bliver hæderlig mod øst, men ikke så god mod vest, siger Frank Nielsen.

Temperaturen vil lørdag være 10-12 grader, men det vil føles betydeligt lunere, fordi vinden har lagt sig.

I modsætning til september har oktober indtil videre opført sig nogenlunde normalt rent temperaturmæssigt.

- Gennemsnitstemperaturen ligger på omkring ni grader, og det er meget gennemsnitligt for oktober.

- Men da der er tale om temperaturer for den første tredjedel af oktober, har det faktisk været lidt køligere end normalt, siger Frank Nielsen.

Søndag kommer temperaturen til at trække en smule op i det samlede regnskab. Der kan visse steder blive 15 grader.

- Søndagen bliver manerlig. Der kan komme regn først på dagen i nord og øst, men ellers kan der blive opklaring og temperaturer mellem 10 og 15 grader, siger DMI-meteorologen.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress