Af Ritzau - 29/09-16 12:57

Støjberg: Kommunerne har fået styr på studieboligerStøjberg: Kommunerne har fået styr på studieboliger

Der er studieboliger nok i Aarhus, Odense og Aalborg. København er på vej, men mangler midlertidige boliger.

storybild

Udlændinge-, integrations- og boligminister Inger Støjberg fik torsdag sjælden opbakning fra Enhedslisten. Der er styr på studieboligerne i provinsen - og København har igangsat byggeri af flere boliger til unge. Så nu handler det primært om at sikre midlertidige boliger i København til de er bygget. (Billede: Scanpix/Ólafur Steinar Gestsson)

Hvis man som ung vil begynde sine studier i Aarhus, Odense eller Aalborg, så behøver man ikke at skulle frygte at mangle et sted at bo.

Og ser man på København, så har kommunen igangsat byggerier af flere ungdomsboliger for at løse problemerne i hovedstaden.

Det fastslår integrations- og boligminister Inger Støjberg (V) torsdag på et samråd om manglen på studieboliger i Danmark. Og hun får i vid udstrækning opbakning fra Enhedslisten, der havde indkaldt til samrådet.

- I Aarhus er der en studieboliggaranti, mens der i Aalborg og Odense er en tag-over-hovedet-garanti for de nye studerende, der kommer til, siger Inger Støjberg og tilføjer:

- Jeg er meget glad for, at vores store uddannelsesbyer reagerer meget aktivt på de udfordringer, de står over for med at sikre tilstrækkelige studieboliger.

Enhedslistens Søren Egge Rasmussen, der havde kaldt ministeren i samråd om sagen, siger:

- Ud fra de tal, vi har fået, så ser det ikke ud til, at der fra politisk side er grund til at lave noget, der tilgodeser Aarhus, Aalborg og Odense. De har bygget pænt mange studieboliger, siger Søren Egge Rasmussen.

Han opfordrer dog ministeren til at tage et initiativ, som kan hjælpe i København, hvor presset studieboliger er større.

- Det er korrekt som ministeren siger, at København har taget nogle initiativer, som vil sikre, at der bliver bygget mere, siger Søren Egge Rasmussen.

Han mener dog, at der er brug for flere midlertidige boliger, indtil de nye permanente boliger er bygget.

Konkret foreslår han, at man i planloven gør det muligt at bygge midlertidige boliger - som kan være midlertidige i ti år frem for de nuværende tre år.

Det forslag bliver nu givet videre til erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V). Det er ham, der har ansvaret for at føre forhandlingerne omkring planloven, siger Støjberg:

- Der er et spring fra tre til ti år. Men jeg er ikke i tvivl om, at det er noget, som erhvervs- og vækstministeren vil kigge på. Og jeg vil ikke afvise, at jeg vil tage en snak med ham om det og fremlægge denne side af sagen, siger Inger Støjberg.

Hun er ikke overrasket over, at det er København, som trods en ihærdig indsats for at løse problemet, fortsat mangler studieboliger.

- Det er klart, at Københavns Kommune adskiller sig, fordi det er en magnet. Der kommer hele tiden nye og spændende uddannelser, og København er et vækstlokomotiv. Det tiltrækker mange unge, og det kan man ikke fortænke de unge i.

- Men som ung kan man også overveje at starte studierne et andet sted og så flytte til København senere. Eller måske blive glad for de lidt mindre studiebyer og blive der, siger Inger Støjberg.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress