17/10-15 08:14

Mand får dybe flænger i ansigtet efter knivstikMand får dybe flænger i ansigtet efter knivstik

Et drikkelag udviklede sig til en blodig aften for en 32-årig mand. Han blev skåret i både ansigt og arm.

Politiet er natten til lørdag på jagt efter en formodet gerningsmand til et knivstikkeri på Amager, hvor en 32-årig mand blev stukket både i ansigtet og i underarmen.

Den blodige episode udspillede sig på Amager fredag aften i forbindelse med et drikkelag, fortæller Kenneth Jensen, central efterforskningsleder ved Københavns Politi.

- Vi får klokken 22.12 en anmeldelse om uorden i en opgang i Augustagade. Vi kommer derud og træffer en forurettet, der er blevet snittet med en kniv i ansigtet og underarmen, siger Kenneth Jensen til Ritzau.

LÆS OGSÅ: To unge anholdt efter knivstikkeri

- Forurettede forklarer, at episoden skete ved et drikkelag i en lejlighed i samme opgang. Da vi kommer op i lejligheden, finder vi ikke den mistænkte, men forurettede har givet os et navn, som vi arbejder videre med, lyder det videre.

Det 32-årige offer for knivstikkene har på intet tidspunkt været i livsfare, men han er blevet bragt til hospitalet for at blive behandlet for sine kvæstelser.

- Knivstik er altid alvorligt, og der er tale om dybe flænger, siger Kenneth Jensen.

Den 32-årige mand var fattet nok til at blive afhørt af politiet om episoden.

LÆS OGSÅ: Knivstikkeri i København: Mistænkt er anholdt

Politiet satser på at få samlet puslespillet i sagen og forhåbentlig finde frem til den formodede gerningsmand i løbet af natten. Samtidig har man også sikret sig en kniv til beviskataloget.

- Vi har fundet en kniv, som vi mener, er gerningsvåbnet. Der er tale om en køkkenkniv, siger den centrale efterforskningsleder.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress