Af Ritzau - 07/11-16 19:30

Pind: Nemmere hvis vi havde placeret politiskolen sidste årPind: Nemmere hvis vi havde placeret politiskolen sidste år

Justitsministeren forstår godt kritikken af, at placeringen af en ny politiskole i Vestdanmark trækker ud.

storybild

Justitsminister Søren Pind (V) mener, at en del af forløbet omkring etableringen af en ny politiskole i Vestdanmark kunne have været bedre gennemført. (Billede: Scanpix/Thomas Lekfeldt)

Sidste år blev et bredt flertal på Christiansborg enig om at åbne en ny politiskole i den vestlige del af landet for at kunne uddanne flere nye betjente hurtigere.

Siden har adskillige kommuner budt sig til, men der er endnu ikke fundet en placering for skolen. Justitsminister Søren Pind (V) erkender, at forløbet kunne have været bedre:

- Jeg tror, enhver kan se, at det havde været nemmere, hvis man bare fra begyndelsen havde truffet en beslutning om, hvor den skole skulle have ligget, siger han efter mandagens finanslovsforhandlinger på retsområdet.

- Man kan så stille spørgsmål til, om det havde været sagligt i forhold til at afklare politiets behov og andet.

Dansk Folkeparti kræver, at de blå partier i finansloven slår fast, hvor den nye politiskole skal ligge. Adspurgt om det er realistisk, svarer Søren Pind efter mødet mandag aften:

- Nu vil jeg næsten aldrig sige, hvordan forhandlinger ender. Men denne sag skal jo også have en ende, og det arbejder vi på.

Rigspolitiet og Bygningsstyrelsen anbefaler i en ny rapport, at skolen bygges op fra bunden i stedet for at ombygge allerede eksisterende lokaler.

Men Dansk Folkeparti vil etablere politiskolen i en gammel bygning for at kunne optage nye politielever allerede fra 2018. Skolen kan altid senere flyttes over i nye lokaler, lyder argumentet.

Søren Pind understreger, at han ikke har "modet" til at sætte sig ud over anbefalingen fra den faglige ekspertise:

- Jeg kan ikke gøre andet end at henholde mig til den rapport, som Bygningsstyrelsen har lavet sammen med Rigspolitiet. Og hvad der så kan skrues sammen politisk for at opfylde DF's ønske, må vi drøfte nærmere.

Ud over en hurtig afklaring om den nye politiskole kræver DF også yderligere 100 betjente i næste års finanslov. Hvorvidt det er realistisk ønsker justitsministeren ikke at udtale sig om.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress