Af Lars Sejr - 23/12-15 12:12

S og V afviser blankt at indføre karensdage for ministreS og V afviser blankt at indføre karensdage for ministre

Hverken S eller V vil lave regler for, hvornår og hvordan ministre må skifte til et job i det private.

storybild

(Billede: Polfoto/arkiv)

Det vil skræmme dygtige folk fra at gå ind i politik og i øvrigt koste for mange penge.

De to traditionelle statsministerpartier, Venstre og Socialdemokraterne, afviser idéen om at indføre karensperioder for ministre.

Diskussionen er blusset op efter tidligere finansminister Bjarne Corydons (S) exit fra politik til fordel for et direktørjob i konsulenthuset McKinseys - som laver analysearbejde for netop Finansministeriet.

Det ser Venstres politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen (V), ikke noget problem i:

- Jeg synes sådan set, at vi skal tilstræbe en større trafik mellem politik og – undskyld udtrykket – virkeligheden.

- Vi har mere brug for mennesker med erfaring fra erhvervslivet. Det opnår vi ikke ved at gøre det sværere at skifte fra politik til det private erhvervsliv.

LÆS OGSÅ: Vagthund: Corydon-skift var ikke gået i andre EU-lande

Argumentet fra blandt andre Alternativet lyder, at det skader tilliden til politikerne, at en minister kan gå direkte over i et job i det private og tage sin særlige indsigt med sig fra ministeriet. Men det er Jakob Ellemann-Jensen helt uenig i:

- Hvad forestiller man sig? Skulle de pågældende have udført det hvide snit? Hvordan i alverden kan det være diskvalificerende for ens CV, at man har ønsket at engagere sig politisk?

- Man taler ofte om, at vi har brug for endnu mere dygtige og kompetente politikere, og det opnår man ikke ved at gøre det sværere at skifte job – og slet ikke ved at gøre det umuligt at have en karriere, efter man har været i politik, siger han.

LÆS OGSÅ: Qvortrup om Corydons afgang: Dansk politik er en troløs forestilling

Heller ikke socialdemokraten Benny Engelbrecht er tilhænger af karensperioder. Han afviser, at det er en stor problemstilling, fordi Danmark har et "godt, åbent demokrati":

- Hvis man skulle indføre en karensperiode, ville det betyde, at man skulle aflønne derefter. Og det tror jeg simpelthen ikke er realistisk, siger han og tilføjer:

- En karensperiode svarer jo til en konkurrenceklausul, og der er det almindelig praksis, at det forudsætter, at man aflønner tilsvarende højere.

- Og med den generelle debat, der er om politikeres vederlag og eftervederlag, anser jeg det som usandsynligt, at man skulle være parat til at betale det, det koster.

Det er Enhedslisten, Alternativet og SF, der efterspørger karensperioder.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress