Af Ritzau - 30/09-16 13:51; Opdateret: 30/09-16 17:10

Thulesen Dahl: Jeg gik for langt i Europol-anbefalingThulesen Dahl: Jeg gik for langt i Europol-anbefaling

Kristian Thulesen Dahl (DF) vil ikke love at anbefale et ja til Europol, selv om han anbefalede det i 2015.

storybild

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, indrømmer, at han gik for langt, da han før folkeafstemningen om retsforbeholdet i november sidste år udtalte, at partiet ville anbefale et ja til Europol. (Billede: Scanpix/Henning Bagger)

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, erkender, at han gik for langt, da han anbefalede et ja til Europol sidste år.

Det siger han til TV2.

- Jeg kan blankt erkende, at jeg gik for langt, siger Kristian Thulesen Dahl.

Under en debat på TV2 under valgkampen i november 2015 gjorde DF- formanden det klart, at han ville anbefale et ja. I dag har partiet dog flere krav, før det vil anbefale et ja.

- Vi står fast på, at danskerne skal kunne tage stilling ved en folkeafstemning. Jeg erkender fuldt ud, at jeg allerede sidste år begyndte at sige, hvad Dansk Folkeparti vil anbefale ved en afstemning.

- Men jeg var forhastet, da jeg sagde, hvad vi gerne vil anbefale. Det burde vi have ventet med, siger Kristian Thulesen Dahl.

Dansk Folkeparti kræver nu, at regeringen først skal udskrive en folkeafstemning om Schengen-medlemskabet, før partiet vil anbefale et ja til Europol. Desuden skal vælgerne stemme Danmark ud af Schengen.

Det problematiske for partiet er, at hvis Danmark tilvælger Europol, vil vi også automatisk godkende et overstatsligt samarbejde om Schengen. Det vil spænde ben for DF's mærkesag om permanent grænsekontrol.

Selv om formanden nu ikke vil love at anbefale et ja, som før folkeafstemningen i november, mener han ikke, at han har stukket blår i øjnene på vælgerne.

- Danskerne får lov til at få en folkeafstemning, hvis ikke vi får en parallelaftale.

- Der kan danskerne vurdere, hvad de vil stemme og selv tage stilling. Derfor er der ikke stukket blår i øjnene på nogen, for folk får et grundlag, som de kan stemme ud fra, siger Kristian Thulesen Dahl.

DF-formandens holdningsskift får kritik fra flere partier. EU-ordfører Peter Hummelgaard Thomsen (S) kalder det for "en decideret vildledning af vælgerne".

Også Venstre og Liberal Alliance langer ud efter DF-formanden. EU-ordfører Christina Egelund (LA) og EU-ordfører Jan E. Jørgensen (V) er ikke i tvivl om, at der er tale om en kovending.

- Hvis ikke man kan kalde det et vælgerbedrag, så ved jeg ikke, hvad der ellers skulle kvalificere sig til det, siger Venstre-ordføreren.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress